Ry-sagen: Ombudsmandens konklusion er vigtig for både offer og dømte drenge

Faderen til en af de dømte drenge glæder sig over konklusionen. Det samme gør offerets bistandsadvokat.

Steffen Gram Lauridsen, der er far til en af de dømte drenge i Ry-sagen, læser her ombudsmandens redegørelse. (© Dr Østjylland)

Det er godt, at ombudsmanden slår fast, der er begået væsentlige fejl i sagen om benzinbombe-angrebet mod en 16-årig dreng i Ry. Det siger faderen til en af de fire drenge, der blev dømt for at overfalde drengen i februar sidste år.

I redegørelsen, der blev offentliggjort fredag, konkluderede ombudsmanden, at der er begået væsentlige fejl i sagen i forhold til reglerne for notat- og journaliseringspligt samt underretningspligt.

Ombudsmanden skriver også, at det ikke er muligt at fastslå, om sagen kunne have været undgået, hvis reglerne var blevet fulgt, og det var blevet skrevet, når der kom advarsler om konflikter mellem de unge på skolen.

Men, skriver ombudsmanden:

”…efter min opfattelse ville korrekt efterlevelse – alt andet lige – have været egnet til at medvirke til at undgå det”.

Det er en sejr i sig selv, mener faderen til en af de dømte drenge, Steffen Gram Lauridsen.

- En sejr for de bemærkninger, vi sendte ind til ombudsmanden, som er sendt ind over længere tid, og de ting, der er sket på Mølleskolen over lang tid, som gjorde, at alle fem drenge kom ud i noget, de ikke skulle ud i, og det kunne måske være undgået, siger han.

Angrebet var kulminationen på flere års problemer mellem drengene, og efterfølgende blev både Mølleskolen og Skanderborg Kommune anklaget for at have svigtet, fordi flere henvendelser fra forældre i sagen ikke er blevet journaliseret korrekt - og dermed ikke fulgt op.

Steffen Gram Lauridsen håber, det betyder, at der kommer til at rulle hoveder.

- Vi kan ikke se andet end, at det må få nogle konsekvenser over for dem, siger han.

Bistandsadvokat for offer glæder sig

Også Simon Eilrich, der under retssagerne efter angrebet blev bistandsadvokat for offeret, siger, at ombudsmandens konklusion er vigtig for offeret.

- Selvfølgelig ville alle helst været sagen foruden. Han har brandsår i dag, og der er drenge, der er blevet dømt, så der er ingen tvivl om, at alle er tabere i denne her sag. Kunne det have været undgået, ville det da ubetinget have været at foretrække for alt og alle – også for Ry som by, siger han.

I dag går offeret på gymnasiet og er fortsat tilknyttet børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han får rutinemæssige behandlinger.

- Han har nogle eftervirkninger af det rent psykisk, men der er ingen tvivl om, at han kommer sig igen, og han er en stærk dreng, der får en uddannelse, siger han.

Om Ry-sagen:

  • 6. februar blev en 16-årig dreng angrebet med en flaske brændende benzin ved idrætshallerne i Ry.

  • Han blev forbrændt på 20 procent af kroppen, primært på ben og lår, men også højre hånd og i ansigtet.

  • Fire drenge i alderen 15-16 år blev anholdt samme aften og sigtet i sagen.

  • Dagen efter blev de fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet på lukkede ungdomsinstitutioner.

  • De blev oprindeligt sigtet for drabsforsøg, men da sagen kom for retten, kom tiltalen til at dreje sig om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

  • Alle drengene nægtede sig skyldige.

  • 4. maj blev de af byretten fundet skyldige i grov vold, og de blev idømt fængselsstraffe på mellem et og halvandet år. Dommene blev dog gjort delvist betinget.

  • De to drenge, der anses for hovedmændene bag angrebet, blev i byretten idømt fængsel i et år og seks måneder, heraf seks måneder ubetinget. De to andre drenge blev idømt fængsel i et år, heraf fire måneder ubetinget.

  • Den ene af drengene ankede sin straf på et års fængsel, men den blev stadfæstet i Landsretten 29. juni.