Retsmediciner i Ry-sagen: 16-årige offer var ikke i livsfare

Drengen fik andengradsforbrændinger på 20 procent af sin krop, men var ifølge retsmediciner aldrig i livsfare.

De fem implicerede drenge i Ry-sagen gik alle på Mølleskolen i Ry.

Anden retsdag i den såkaldte Ry-sag, hvor fire drenge på 15 og 16 år er tiltalt for at have kastet en benzinbombe på en jævnaldrende dreng, startede i dag klokken 10.

Her kom det frem, at den 16-årige dreng, der blev ramt af det brændende væske, ikke blev vurderet til at være i livsfare efter angrebet. Sådan lød det, da en speciallæge i retsmedicin fra Retsmedicinsk Institut Aarhus var på vidneskranken.

Den 16-årige dreng, der har afghanske rødder, fik ifølge vidneudsagnet andengradsforbrændinger og blev forbrændt på 20 procent af sin krop. Han blev forbrændt i ansigtet, på højre hånd og på begge ben.

Andengradsforbrændingerne blev betegnet som overfladiske, og han var derfor ikke i livsfare. Ifølge retsmedicineren kunne offeret dog været kommet i livsfare, hvis ikke han havde fået lægelig behandling.

Den 16-årige blev efter overfaldet indlagt i kritisk tilstand, hvor han efterfølgende blev behandlet med nedkøling, smertestillende medicin og forebyggelse af infektion.

De sigtede drengene var oprindeligt sigtet for drabsforsøg, men er nu tiltalt for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder, hvor strafferammen er fængsel i op til 10 år.

Der falder enten dom i Ry-sagen senere i dag eller på torsdag.