Benzinbombe-sagen fra Ry: Her står den inden afgørelse

Afslutningen på Ry-sagen, hvor fire skoleelver er tiltalt for at have kastet en benzinbombe på en 16-årig, nærmer sig. Dommen kan falde i eftermiddag.

Ry Hallerne i februar. Det var her en 16-årig skoleelev blev alvorlig forbrændt af en flaske brændende benzin under et møde med fire af hans klassekammerater.

Afslutningen på Ry-sagen nærmer sig.

I dag skal de fire tiltalte drenges forsvarere og anklageren procedere, og dommen kan falde allerede i eftermiddag.

Drengene er tiltalt for d. 6. februar ved 19-tiden at mødes med en femte dreng fra Mølleskolen i Ry bag Ry Hallerne.

Under retssagen er det kommet frem, at mødet skulle afgøre en konflikt, der ifølge flere af de indblandede havde stået på i en uges tid - også den samme dag i skolen.

Under mødet blev en 16-årig dreng, der har afghanske rødder, ramt af en flaske brændende benzin og fik forbrændinger på op til 35 procent af kroppen.

Flasken blev lavet og medbragt af en eller flere af de fire drenge, der nu er tiltalt efter straffelovens hårdeste voldsparagraf om særligt råt, brutalt og farligt legemesangreb under særdeles skærpende omstændigheder. Strafferammen er fængsel i op til 10 år.

Alle fire drenge, der er henholdsvis 15 og 16 år, nægter sig skyldige i den egentlige anklage.

Benzinbombe skulle skræmme, ikke bruges

Retten i Horsens tog hul på den såkaldte Ry-sag den 18. april, hvor de fire tiltalte og den forurettede blev afhørt. I dag afsluttes sagen med vidneudsagn fra en retsmediciner, anklagerens afsluttende dokumentation og procedurer fra advokaterne.

Afhængig af tidsplanen kan der falde dom allerede mandag eftermiddag; alternativt falder dommen torsdag d. 4. maj.

- Alle er enige om, at det her møde har fundet sted, og min klient erkender også at have lavet den her bombe samme eftermiddag, men den var lavet for at skræmme og ikke for at blive brugt voldeligt, siger Michael Juul Eriksen, der forsvarer den ene af de tiltalte drenge.

I retten har Juul Eriksens klient forklaret, at en af de andre drenge antændte benzinbomben, mens han holdt den i hånden, og at flasken blev så varm, at han måtte smide den fra sig. Den ramte så ifølge ham den forurettede helt tilfældigt.

De fire teenagedrenge er tiltalt for i forening at have aftalt angrebet, men under afhøringerne den første retsdag tegnede tre af de tiltalte et billede af den fjerde dreng som hovedansvarlig.

Kammeraternes ed blev brudt i retten

Mens de tre altså peger på den fjerde, så har han selv forklaret i retten, at alle tiltalte tog op til Ry Hallerne sammen, da de var kammerater og var der for hinanden.

På første retsdag fortalte flere af drengene også, at ingen ringede 112, efter den forurettede var blevet ramt af benzinflasken. De fire drenge tog i stedet samlet ned til havnen i Ry for at ryge hash og aftale et alibi.

Det, at en af drengene bliver udpeget som mere ansvarlig end de andre, rører ikke umiddelbart Michael Juul Eriksen, der forsvarer den dreng, der er blevet peget på som hovedansvarlig.

- I bund og grund er jeg der ikke for at få de andre dømt, men for at få min egen klient frifundet eller sikre ham den mildest tænkelige straf, siger han.

Facebookchat skal bevise viden om brandbombe

Sagens anklager, Anna Holm Christensen, skal forsøge at overbevise dommeren og to domsmænd om, at de fire tiltalte var sammen om angrebet.

I sin dokumentation i dag vil hun blandt andet fremhæve udskriften af en samtale på Facebook Messenger, som de fire tiltalte deltog i d. 6. februar om eftermiddagen.

Her skal planerne om at medbringe molotovcocktails være blevet nævnt.

- Det er min opfattelse, at der er handlet i forening, og det kan der sagtens være. Selvom der måske er en hovedmand, kan der godt være flere med i det, siger hun.

Tidligere var de fire drenge sigtet for forsøg på manddrab, men den sigtelse blev droppet i det færdige anklageskrift.

Samme dag, som sagen blev indledt ved Retten i Horsens, meddelte Ombudsmanden, at han går ind i sagen. Han har bedt om en række oplysninger fra Skanderborg Kommune og Mølleskolen. Tidligere har skolen også måttet give en redegørelse i sagen.