- Det var rigtig svært at tage af sted om morgen, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg mødte ind til.
Sådan fortæller Lene Dalsgaard om den tid, hvor hun var sygeplejerske på psykiatrisk hospital i Risskov ved Aarhus.
Hun oplevede en hverdag, der ofte var fyldt med vold og trusler, og for halvanden måned siden kom det rigtig tæt på, da en patient på hendes afdeling gik amok i fællesområdet.
- Patienten blev meget gal og truede mig og mine kolleger på livet flere gange. Han truede med, at han ville slå vores familier ihjel, og det endte med, at han overfaldt en anden patient. Det var meget intenst, og vi måtte til sidst tilkalde politiet, forklarer Lene Dalsgaard.
Som følge af episoder som denne valgte sygeplejersken mandag i denne uge at sige sit job op efter kun seks måneder, fordi hun og hendes familie var bange for, hvad der kunne ske.
- Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, men ligegyldigt hvor man arbejder, så er der ingen, der skal gå på arbejde og få trusler på livet og være udsat for vold, siger hun.
Lene Dalsgaard står ikke alene med sin kritik. Alle tillidsrepræsentanterne på hospitalet har nemlig sendt et åbent brev til politikerne i Region Midtjylland. Det skrev Jyllands-Posten søndag.
En af dem er Peter Møller Andersen, der er tillidsrepræsentant for overlægerne. I de 14 år, han været i Risskov, er der sket en kraftig stigning i antallet af gange, der må tilkaldes assistance fra politiet.
- Da jeg startede derude, var det en årlig begivenhed, og bare inden for de sidste to uger har vi haft brug for politiets hjælp tre gange på de sengeafsnit, hvor jeg er, siger overlægen.
Formanden for det rådgivende udvalg på psykiatriområdet i regionen, Henrik Gottlieb Hansen, erkender, at der er problemer.
- Vi har brug for, at psykiatrien kommer fast på finansloven, så en stor del ikke skal finansieres af satspuljemidler, der kører over en kort årrække, siger han.