Northside vil professionelle 'pantere' til livs: Indfører nyt pantsystem

Fremover er det velgørende organisationer, der skal nyde godt af panten.

Festivalgæster vil fremover kunne få rabat på deres næste øl, når de afleverer deres tomme øl-krus. De kan også donere kruset til velgørenhed (arkiv). (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Professionelle pantsamlere er blevet så stor en plage på Northside-festivalen i Aarhus, at festivalen indfører et nyt pantsystem.

Indtil nu har gæster kunne aflevere øl-krus og kander og få pant for dem, men det er slut nu. For de professionelle pantsamlere, der er kommet på festivalen for pantens skyld og ikke for musikkens, har været til for stor gene for gæsterne og de frivillige, fortæller festivalens talsmand, John Fogde.

- Nogle gange har pantsamlerne decideret taget flasker eller kander fra folks små lejre om borde eller lignende, og så har vi haft nogle uheldige episoder i forhold til vores frivillige, der har stået i vores pantboder og interageret med de professionelle pantsamlere, som har været ret ubehagelige for de frivillige, siger han.

For at komme de professionelle pantsamlere til livs, indfører festivalen et nyt pantsystem i år.

- Hvis du som helt almindelig gæst køber en fadøl, betaler du pant for den kop, du får i første omgang, men når du skal have øl nummer to, får du to kroners rabat, når du afleverer den første kop, siger han.

I stedet for de professionelle pantere, skal pengene nu gå til velgørende organisationer, som må samle ind på pladsen, og desuden vil blive sat stationer op, hvor folk kan donere deres krus, flasker og kander til de velgørende organisationer.

- Det er selvfølgelig vigtigt for os, at der samles krus ind i Å-dalen, for vi vil gerne have en rigtig flot plads. Vi foretrækker bare, at denne her indsamling foregår af nogle af vores egne samarbejdspartnere, siger festivalens talsmand.

Indtil nu har festivalen lavet aftale med Ungdommens Røde Kors, men John Fogde fortæller, at festivalen vil lave aftale med endnu flere velgørende organisationer.