Northside klar med det fulde program: Skruer ned for danske navne og op for hiphop

N.E.R.D med Pharell Williams og The War On Drugs er nogle af de nye hovednavne på plakaten i år.

Ud over sin karriere som solokunstner optræder Pharell Williams også med gruppen N.E.R.D. (© PR-Foto)

17 nye musiknavne har netop fuldendt plakaten for sommerens NorthSide-festival i Aarhus.

En plakat med en hel del hiphop, og hvor der er skruet ned for de danske navne, fortæller festivalens booker John Fogde.

Nye hovednavne i dag er blandt andre Body Count med rapperen Ice-T, Earl Sweatshirt og hiphop-kollektivet N.E.R.D med blandt andre verdensstjernen Pharrel Wiliams.

- Der er markant mere hiphop på plakaten end der plejer at være. Body Count er jo ikke et hiphop-navn, det er et Thrash metal-band, men de har rapperen Ice-T i front. Derfor vil de altid have denne her kobling til hiphop. Men N.E.R.D er jo straight-up hiphop, og Earl Sweatshirt det samme, siger John Fogde.

Men NorthSide har ikke glemt rock- og indiepop. Nye eksempler er amerikanske The War On Drugs.

- De har vundet masser af priser for deres seneste album, og som er virkelig, virkelig oppe i tiden. Og Warpaint er også, hvad jeg vil kalde et godt gammeldags indie-band med fire benhårde piger, der går i læderjakker og spiller guitar, siger han.

Internationale navne og dansk legende

Hovednavne som Beck, Björk og C.V. Jørgensen stod i forvejen på plakaten, der tæller i alt 41 musiknavne.

- Vi er måske bredere, end vi nogensinde har været før på genrer og stilarter, og det samlede resultat, synes jeg, er virkelig, virkelig spændende, og noget, vi er meget, meget stolte af.

Sidste år var der knap så meget hiphop på programmet og til gengæld en del elektronisk musik og masser af danske navne. Det er der ikke i år.

- Vi var oppe på næsten halvt-halvt på internationale og danske navne sidste år, og der kan vi mærke på vores gæster, at de vil gerne se de nye, store internationale ting. Så vi har opprioriteret den nye internationale musik frem for de brede danske, siger John Fogde.

Han tilføjer:

- Men vi synes også, det er vigtigt at give folk noget, de kender, som en legende som C.V. Jørgensen, lyder det fra John Fogde.

Festivalen bliver afholdt i Ådalen i Aarhus fra 7. til 9. juni.

Se det fulde program her

(© Northside)