Kriminalforsorgen, der driver fængslet ved Horsens afviser, at der er noget atypisk over gårsdagens masseslagsmål i fængslet ved Enner Mark.
Selvom slagsmål mellem de indsatte ikke hverdagskost, er der ingenting, der tyder på, at bander skulle stå bag, som fængselsforbundet tror.
Det siger Lars Ricardi, der er sikkerhedschef hos Kriminalforsorgen i Midt- og Nordjylland.
- Det er korrekt, at der var klienter, der var op at toppes, men det var ikke mere alvorligt end så mange andre episoder, vurderer han.
Andre indsatte blandede sig i slagsmålet, og det kalder Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye ”atypisk”. Han siger, at det normale mønster er, at andre fanger holder sig væk eller prøver at stoppe slagsmålet.
- Jeg ser det ikke som et atypisk slagsmål. Heldigvis sker det ikke så tit, men det er et lukket fængsel, så det kan desværre ske, siger Lars Ricardi.
Kim Østerbye fra Fængselsforbundet mener, at episoden var banderelateret og muligvis skyldes, at indsatte skal bevise sig selv overfor banderne.
Men den teori afviser Lars Ricardi, for registrerede bandemedlemmer sidder på andre afdelinger.
- Jeg har ikke belæg for at bekræfte, at det skulle dreje sig om et optagelsesritual i bandemiljøet. Der er ikke noget, der indikerer, at det er banderelateret eller har tråde til bande. Men vi er ved at undersøge episoden nærmere, siger han.
Lars Ricardi mener ikke, episoden kunne være afværget også selv om der havde været flere fængselsbetjente.