Der udbrød et voldsomt masseslagsmål i går i Enner Mark Fængsel ved Horsens.
Formanden for Fængselsforbundet frygter, at episoden er styret af banderne for at skabe utryghed i fængslet.
En fange blev overfaldet, tilsyneladende umotiveret, af en medindsat, hvorefter de andre indsatte blandede sig i slagsmålet. Og det er ikke normalt, fortæller formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye.
- Normalt vil alle andre fanger enten holde sig væk fra det eller hjælpe fængselspersonalet, fordi de ved, det har ret store konsekvenser, når der sker sådan nogle slagsmål, siger han.
Den indsatte, der blev overfaldet, blødte kraftigt fra hovedet, og fik slået tænder løse.
Kim Østerbye tror, at fangen, der blev overfaldet, bare er et sagesløst offer, og at masseslagsmålet i virkeligheden handler om at sende et signal til fængselspersonalet.
- Hvis min konspirationsteori passer, er jeg sikker på, at bandemiljøet står bag. De kan ikke selv vise deres utilfredshed, fordi de er låst inde, men de kan få andre fanger til at gøre det for sig. For eksempel fanger, der gerne vil optages i de her bander, siger han.
Har du nogen beviser for den teori?
- Fængselsbetjentene, der arbejder tæt på fangerne, har en god fornemmelse for, hvad der foregår. Og jeg er sikker på, at de betjente, der deltog i episoden, ved hvad det handler om, siger han.
Kim Østerbye siger, at fængselspersonalet gennem flere uger forgæves har henvendt sig til ledelsen og bedt om at få opnormeret personalet, fordi man fornemmede, at der var noget under opsejling.
- Det eneste, der virker i de her tilfælde er, at vi er tydelige ude blandt fangerne. Hvis vi ikke er nok til at håndtere de her situationer, udnytter fangerne det med det samme, siger han.
DR Østjylland arbejder på at få en kommentar fra ledelsen på Enner Mark Fængsel.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1261712897212565