Selvom videnskabsfolkene bag rummissionen ExoMars har mistet kontakten til det europæiske rumfartøj Schiaparelli, mener Lystrup-virksomheden Terma, der har leveret dele til landingsmodulet, at der er tale om en vellykket mission.
I og med, at kontakten er mistet, er det ellers uvist, om rumfartøjet er landet på Mars' overflade, oplyste lederen af Den Europæiske Rumorganisations solsystem- og planetmissioner, Andrea Accomazzo, på et pressemøde her til formiddag.
Men ifølge Carsten Jørgensen, der er spacedirektør i Terma, der er i Darmstadt hos ESAs hovedkvarter, er det vigtigste ved missionen fuldført.
- Det her gjaldt om at få data ud fra en landing på Mars, og alt det er kommet, og så må man så nu finde ud af, hvorfor vi ikke kan tale med landeren nu. Finder man ud af det, hvilket vi må formode, ved man jo også, hvad man skal gøre bedre næste gang, siger han.
Formålet med turen til Mars er at finde spor efter liv på den røde planet og lave forundersøgelser til en større mission i 2020, hvor det er planen, at der skal lande et køretøj på Mars.
Så nu er der kun en ting at gøre; nemlig at forsøge at få genetableret kontakten til rumfartøjet.
- Man forsøger stadig at få kontakt til den. Der er jo forskellige rumfartøjer i kredsløb omkring Mars, og de vil kontinuerligt forsøge at få kontakt til landeren, siger Carsten Jørgensen.