Jim har arbejdet på konkursramt møbelfabrik i 41 år: Frygter usikker fremtid

Usikkerheden hviler stadig over medarbejderne på møbelfabrikken Tvilum.

Jim Kjøge har arbejdet på virksomheden i 41 år.

Det var noget af et chok, der gik gennem 58-årige Jim Kjøge og de øvrige ansatte på møbelfabrikken Tvilum i Fårvang og Kjellerup ved Silkeborg sidste fredag.

- Alle var stille og overraskede, fortæller Jim Kjøge.

Fredag blev 700 medarbejdere sendt hjem med besked om, at møbelfabrikken var under konkurs.

Mandag blev de ansatte så kaldt sammen igen og fik at vide, at advokaten, der bestyrer konkursboet, fortsat forhandler med interesserede købere. Dermed er fremtiden for virksomheden fortsat usikker, mens medarbejderne er suspenderet i 14 dage.

58-årige Jim Kjøge har arbejdet på Tvilum hele sit arbejdsliv. Tvilum begyndte at lave møbler i 1965, og Jim Kjøge begyndte i 1977, da var han 17 år gammel.

Startede som fejedreng

- Jeg startede, efter jeg var kommet ud af folkeskolen, og så skulle jeg have noget at lave, indtil jeg skulle i gang med en uddannelse. Jeg gik op og spurgte, om de manglede én, og så fik jeg at vide, at jeg kunne starte som fejedreng, og jeg kunne faktisk starte med det samme, fortæller han.

Der gik dog kun en time, før han kom i gang med at lave møbler.

- Jeg gik i gang med at feje gulvet lidt, og det gjorde jeg i en time, og så sagde den gamle chef, at det var der ingen grund til mere, nu kunne jeg lige så godt komme til at hjælpe med at montere nogle møbler. Så jeg kom aldrig i gang med en uddannelse, for så tog det ene år det andet, siger han med et grin.

Dengang - for 41 år siden - var Tvilum en af mange små møbelfabrikker i Fårvang.

- Vi var 18 personer, og vi lavede 12 reoler om ugen. Da vi så fik at vide, at vi solgte godt, og at det antal skulle sættes op til 36, tænkte jeg: ”Så, nu går det hele fallit!”.

Tabt 360 millioner kroner

Det gjorde virksomheden dog ikke. De seneste regnskaber for Tvilum viser, at fabrikken har solgt møbler for over én milliard kroner om året. Men på fem år har fabrikken tabt næsten 360 millioner kroner i alt.

Alligevel havde Jim Kjøge ikke fantasi til at tænke, at det kunne gå galt, når nu virksomheden efterhånden havde den størrelse, den havde.

- Den tanke havde faktisk ikke strejfet mig, siger han.

Eftersom Jim Kjøge aldrig fik en uddannelse, frygter han, hvad en konkurs vil betyde for ham.

- Jeg er jo lidt oppe i alderen, så det bliver jo sværere, når man når den alder, siger han.

Jim Kjøge håber stadig, at det hele ender godt. Målet er at kunne få lov til at arbejde på Tvilum resten af sit arbejdsliv.

- Det kunne jo være sjovt, hvis man fik lov til at være på den samme arbejdsplads i 50 år. Det er der jo ikke så mange, der får lov til, siger han.

De ansatte er suspenderet frem til den 15. februar.