Ældre kan godt passe et arbejde længere end tidligere.
Det siger Finn Breinholt, der er seniorforsker hos Defactum, det tidligere Center for Folkesundhed i Region Midtjylland.
Regeringen vil hæve pensionsalderen med et halvt år - og det kan godt lade sig gøre, fordi vores gennemsnitlige levetid stiger med fire måneder om året.
- Det er ikke bare sådan, at vi kommer til at sidde længere tid på et plejehjem. Der sker reelt en forbedring af sundheden og dermed også vores muligheder for at passe et job længere, forklarer Finn Breinholt.
Men der er behov for at kunne differentiere mellem både mænd, kvinder og jobtitler, fordi forskellen i gruppernes arbejdsevne vokser i takt med, at pensionsalderen sættes op, mener Finn Breinholt.
- Spredningen på helbredet bliver større med alderen. Der er behov for mere differentierede ordninger, jo længere vi skyder pensionsalderen opad.
- Man må betragte folk i den aldersgruppe som mere forskellige end folk mellem eksempelvis 30 og 40 år.
Finn Breinholt nævner som eksempel, at når man spørger til pensionsmodne danskeres arbejdsevne, siger dobbelt så mange af de højtuddannede mænd, at de har deres fulde arbejdsevne i forhold til de ufaglærte kvinder.
- Når jeg nævner det, er det, fordi der generelt er flere kvinder end mænd, som siger, de har en nedsat arbejdsevne.
- Så der er meget store forskelle i den her gruppe - og det er enormt vigtigt, at man får det med i diskussionen: At det ikke er alle, der er fit for fight på arbejdsmarkedet, men at der netop er store sociale forskelle, siger Finn Breinholt.