Som led i den længe ventede 2025-plan vil regeringen sende danskerne senere på pension.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foreslår at hæve pensionsalderen med seks måneder - samtidig indføres en ny ordning for nedslidte på arbejdsmarkedet.
Helt konkret vil det betyde, at folkepensionsalderen hæves med et halvt år fra den 1. januar 2025 – fra 67 til 67,5 år. Det betyder, at lønmodtagere født i 1958 eller derefter kan se frem til at blive seks måneder mere på arbejdsmarkedet. Lønmodtagere født i 1957 eller før bliver ikke berørt af ændringen.
Efterlønsalderen forhøjes tilsvarende med et halvt år, så alle generationer opnår samme efterlønsperiode som under gældende regler.
Det skal blandt andet finansiere skattelettelser og skabe plads til investeringer i velfærd.
18 år på pension er for meget
Et bredt folketingsflertal blev tilbage i 2006 enige om, at pensionsalderen skal hæves, i takt med at danskerne levere længere.
Målet var, at en borger i gennemsnit skulle kunne tilbringe 14,5 år af sit liv som pensionist.
Men allerede nu er levetiden steget så meget, at mange i praksis får op mod 18 år på folkepension. Derfor vil regeringen nu hæve pensionsalderen igen.
Så sent som i foråret afviste Lars Løkke Rasmussen ellers, at regeringen havde aktuelle planer om at hæve pensionsalderen.
- Vi har ingen aktuelle planer for nærværende om at hæve pensionsalderen, sagde Løkke under en spørgetime i Folketingssalen. Før valget distancerede Løkke sig endnu mere fra at hæve danskernes pensionsalder.
- For Venstre og for mig er det ikke nogen ambition, at folk skal så sent på pension som overhovedet muligt. Derfor synes jeg, at det her næsten masochistiske fokus på, at nu skal vi tvinge folk på pension så sent som muligt, er forkert, sagde Løkke i april 2015 til Børsen.
Dansk Folkeparti har på forhånd været særdeles skeptiske over for en forhøjelse af pensionsalderen.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1260687167315138