Det vil være nogle glade og forårskåde øko-køer, der i dag hopper på græs. Men den glade stemning vil være blandet med protester.
For veganersammenslutningen Go Vegan vil demonstrere ved seks af øko-arrangementerne i anledning af Økodag, blandt andet i Them og Randers.
Talsmand for sammenslutningen Mathias Elrød Madsen siger, at det er for at gøre de besøgende på gårdene opmærksomme på, at der er etiske problemer ved mælkeproduktionen, som også gør sig gældende hos de økologiske køer.
- Eksempelvis at man tager kalvene fra deres mødre kun få timer efter fødslen. Til stor sorg for dem begge, siger Mathias Elrød Madsen.
- Det er et familiebånd, man bryder. Køer er jo sociale dyr, og man ser eksempler på, at koen kalder på sin kalv længe efter adskillelsen.
Mathias Elrød Madsen mener ikke, at de økologiske køer har det specielt meget bedre end køer på konventionelle landbrug.
- Det er klart, at det er bedre for en ko at få lov til komme på græs noget af året i stedet for slet ikke at komme ud nogensinde, siger han.
- Men der er stadig grundlæggende problemer, man ikke kommer udenom. Det er en essentiel del af mælkeproduktionen, at man adskiller kalvene fra deres mødre, siger han.
"Det er jo noget vrøvl"
Hos Økologisk Landsforening, der står bag økodagen, siger formanden Per Kølster, at veganerne er velkomne til at demonstrere, men han giver ikke meget for deres argumenter.
- Det er jo noget vrøvl, siger Per Kølster.
- Det er et synspunkt, man kan have, hvis man mener, at dyr under ingen omstændigheder må tjene mennesket og indgå som en del af vores landbrug. Men den måde, vi behandler dyr på i det økologiske system, tager jo optimalt hensyn til at sikre det enkelte dyrs trivsel, siger han.
Men de veganske aktivister skal være velkomne, forsikrer han.
- Vi vil servere kaffe og tage os pænt og venligt af dem. Så regner vi med, at vores gæster ser, at det foregår – men at de fleste gæster er kommet for at se de dejlige dyr komme ud af stalden efter en lang vinter.
Vil ændre folks holdning
Mathias Elrød Madsen mener, at veganerforeningen kan ændre på folks holdning til mælkeprodukter ved at demonstrere ved arrangementer som øko-dagen.
- Der er nogen, vi vil så et frø hos, mener han.
- Vi kan jo se, at der i disse år bliver flere og flere veganere i Danmark og resten af verden.
Veganerforeningen regner med, at omkring 20 personer vil demonstrere ved økodagen i Them og Randers. Der er også planlagt demonstrationer i Kirke Hyllinge, Broager, Varde, Storvorde og Tommerup.