Lås lastbilen, hver gang I går fra den.
Den besked går nu ud til chaufførerne i 2000 danske fragtbiler efter Stockholm-angrebet, hvor en terrorist stjal en lastbil og brugte den til at køre mennesker ihjel.
Det forklarer direktør Jørn Skov fra organisationen Danske Fragtmænd i Aarhus.
- Vi er bekymrede for at det, der skete i Stockholm, også kan ske i Danmark. Hvis der er en galning, der får en god idé efter at have set, hvad man kunne i både Sverige og Tyskland, så er der en reel risiko, siger Jørn Skov.
At der er en risiko for, at metoden smitter, bliver bekræftet af lektor og terrorforsker Carsten Bagge Laustsen fra Aarhus Universitet.
- Gerningsmændene er sandsynligvis inspireret af den effektive måde at udføre terrorangreb på, der ikke kræver stor forberedelse og teknisk viden, siger han.
Blodige lastbilangreb har fundet sted i Nice, Berlin, London og senest Stockholm.
Det fik i dag organisationen Danske Fragtmænd til at sende besked ud til alle medlemmer om at låse førerhuset ved hver af- og pålæsning. Også selv om det koster tid og ekstra brændstof.
- Når vi kører i de store byer, så er liften i forvejen låst, så den ikke kan åbnes udefra. Hvis vi kan sikre os, at de ikke kan stjæle lastbilen ved at tage nøglen, så kan vi ikke gøre mere, siger Jørn Skov.
Politiets Efterretningstjeneste, PET, vil også tage lastbilsikkerheden op på et møde med vognmændenes brancheorganisation senere i april, oplyser Erik Østergaard fra DTL, Danske Vognmænd.