Wall Street i New York og Londons finansielle distrikt er eksempler på misforstået terrorsikring, hvor forsøget på at beskytte sig mod angreb går ud over byens borgere og besøgende.
Sådan siger Deane Simpson, der er lektor ved Kunstakademiets Arkitektskoles Institut for Bygningskunst, By og Landskab og redaktør på bogen 'The City between Freedom and Security', som omhandler, hvordan man sikrer sin by mod terror - det, der kaldes antiterrorarkitektur.
I ovennævnte områder vogter tungt bevæbnede sikkerhedsfolk, og der findes omfattende overvågning, forklarer Deane Simpson.
Men det kan gøre områderne mere intimiderende end imødekommende, siger han.
- Distrikterne i sig selv minder om enklaver. De er enormt ekskluderende, siger Deane Simpson.
Han bruger et ord, der beskriver den slags terrorsikring, som er gået for vidt - Securitization. Det kendetegner et samfund, hvor civilsamfundet er blevet oversikret.
-Det handler om balance. Hvad kan man egentlig sikre, og hvornår har man sikret nok? Min bekymring går på securitization, som er en trussel mod åbenheden i vores byrum, siger han.
Gammeldags terrortanker
Debatten om, hvordan byrummet kan sikres mod terrorangreb, er blevet aktuel efter en række angreb med lastbiler i europæiske byer. Senest i fredags i Stockholm i Sverige.
Gennem 1970'erne tænkte man terrorsikring meget kortsigtet, forklarer Deane Simpson. I London fik IRA-terroren eksempelvis byens politikere til at afspærre centrale områder i byen. Men den strategi nytter ikke i dag, siger han.
- Vi er gået fra, at terroren rammer klare symbolske mål, til at den kan ramme hvor som helst. Hvis vi bruger logikken fra 1970'erne, er spørgsmålet, hvornår vi så skal stoppe, siger han.
I flere år har diskussionen omkring terrorsikring af byen gået på, hvordan man sikrer eksempelvis Christiansborg og Strøget, uden at sikkerhedsforanstaltningerne signalerer terrortrussel, som får borgerne til at føle sig udsatte.
Men ifølge Deane Simpson handler det ikke om udfordringen i at designe bygninger og byrum på en måde, så de fremstår både imødekommende og sikre.
- Det handler om, hvorvidt vi skal fortsætte med at introducere flere mål til potentielle terrorister. Hvis vi beskytter ét sted, så flytter vi blot truslen et andet sted hen, siger han.
Når Københavns Kommune afspærrer Strøget med store betonklodser, så er gågaden måske sikret. Men hvad med resten af København, påpeger Deane Simpson. Og Aarhus og resten af Danmark?
I stedet for betonklodser, hegn, vagter og overvågning ved symbolske bygninger og finansielle områder, som dermed bliver til døde zoner i byen, nævner Deane Simpson et eksempel på en løsning.
Ved at inkludere boliger i den type områder, får man gjort byrummet mere inkluderende. Samtidig fungerer naboer som en slags sikring i sig selv, fordi de holder øje med nabolaget og med, hvad der foregår. Og med mennesker kommer der liv, understreger han.
Naboer som terrorsikring
I bogen 'The City between Freedom and Security' argumenterer Deane Simpson og hans to medforfattere for, at man fremfor at fokusere på de talrige steder, hvor terroren kan ramme, fokuserer på at forebygge blandt andet radikalisering mere generelt - for eksempel ved at sætte ind over ungdomsarbejdsløshed eller socialt udsatte.
- Man bør stræbe efter inkluderende byer uden isolerede enklaver, siger han.
Danmark er ifølge Deane Simpson et positivt eksempel på et land, som ikke er blevet paranoid på trods af terrorangrebet i København i 2015.
- Byer i Danmark giver ikke efter for tanken om at beskytte sig så meget som muligt, fordi dansk kultur er baseret på tillid og ikke frygt, siger han.