Skanderborg har tabt kampen om at få den nye politiskole.
Den østjyske by var ellers blandt favoritterne til at få skolen - sammen med Vejle og Holstebro - men nu har regeringen lagt sig fast på Vejle.
Skanderborg Kommunes borgmester, Jørgen Gaarde (S), havde selvfølgelig gerne set skolen var kommet til byen, men han glæder sig samtidig over, at den endegyldig beslutning omsider er truffet.
- Jeg er glad for, at spørgsmålet om politiskolens placering nu er afklaret. Jeg tror, alle kan være glade for, at spillet om politiskolen ikke skal køre længere, siger han.
Hele processen omkring beslutningen af, hvor den nye politiskolen skulle ligge, har nemlig været alt andet end kønt, lyder det fra Skanderborgs socialdemokratiske borgmester.
Han mener blandt andet, at det kan have skadet, hvordan danskerne uden for Christiansborgs murer ser på folketingspolitikerne.
- Det er vist ikke til at tage fejl af, at det her kunne være gjort meget bedre. Det er grund til hele vejen rundt i Folketinget og i regeringen at overveje, hvordan man gør sådan noget en anden gang. Det ville nok hjælpe på alles anseelse, siger Jørgen Gaarde.