Ny politiskole placeres i Vejle

Regeringen udpeger Vejle til at huse den nye politiskole i en eksisterende bygning, oplyser kilder til DR Nyheder.

(Foto: © Grafik Mie Hvidkjær, DR Nyheder)

Efter et farceagtigt forløb har regeringen besluttet at placere en ny politiskole i Vejle.

Det oplyser kilder til DR Nyheder.

Regeringen havde ellers lagt op til, at den nye politiskole skulle placeres i nybyggeri i Herning. Det blev sågar skrevet ind i regeringsgrundlaget i slutningen af november.

Men både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har været imod nybyggeri, og i sidste uge bøjede regeringen af første gang.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) meddelte, at regeringen var parat til at opgive Herning som politiskoleby, men stod fast på nybyggeri, der ifølge regeringen er det mest forsvarlige, når det handler om sikkerhed.

I går bøjede regeringen sig så for anden gang, da justitsministeren opgav nybyggeri og gik med til at placere den nye politiskole i eksisterende bygninger, selvom der i en rapport fra Rigspolitiet om den ny politiskole i Vestdanmark står, at nybyggeri anbefales.

Balladen om den nye politiskole tog for alvor fart, da den daværende justitsminister Søren Pind (V) i begyndelsen af november sidste år meldte ud, at Venstre-regeringen havde besluttet at placere den nye politiskole i Herning. Og at der skulle være tale om et nybyggeri.

Ifølge Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet bunder det uskønne forløb i, at regeringen ændrede spillereglerne undervejs og meget pludseligt besluttede, at den nye politiskole skulle placeres i nybyggeri.

Den oprindelige aftale var ifølge partierne, at kommuner kunne byde ind med eksisterende bygninger og komme i betragtning til at huse den nye politiskole.

Beslutningen om at oprette en ny politiskole i Vestdanmark blev taget i forbindelse med politiforliget, der blev indgået helt tilbage i november 2015.