Ry-offer ville slås for at få konflikt ud af verden

Den 16-årige dreng, der 6. februar blev forbrændt af en benzinbombe, bekræfter i retten, at han og de fire klassekammerater havde en længerevarende konflikt.

Offeret og de fire tiltalte gik alle på Mølleskolen i Ry, her fotograferet i februar. To af de tiltalte gik i samme klasse som offeret. (Foto: © Tor Birk Trads, Scanpix)

Det var for at slås og på den måde få en konflikt ud af verden, at fire tiltalte drenge mødtes med en dreng fra skolen i Ry 6. februar.

Det forklarer offeret selv i dag ved Retten i Horsens, hvor de fire drenge er tiltalte for at have kastet to benzinbomber mod den 16-årige dreng.

De fire tiltalte har i løbet af dagen forklaret og forsvaret sig, inden offeret nu har givet sin version af, hvad der skete bag Ry Hallerne i februar.

Han forklarer, at der havde været et skænderi mellem ham og en af de tiltalte tidligere på dagen på skolen i Ry, og at de derfor skulle mødes senere.

Han mener, at de fire tiltalte havde irriteret ham i længere tid, og han ville derfor gerne mødes med dem for at slås for at få det overstået og ud af verden, forklarer han.

Ved overfaldet 6. februar blev den 16-årige dreng slemt forbrændt på en tredjedel af kroppen og var længe efter indlagt på sygehuset.

I dag sad han nervøst på stolen, mens han vidnede. Han strakte hele tiden det ene ben, holdt på det og haltede til og fra stolen i retslokalet.

Offeret forklarer, hvordan han 6. februar kom uden for ved hallen og gik hen mod de fire tiltalte. Her så han, at en af de fire stod med en tændt benzinbombe i hånden, men han troede ikke, han ville kaste den.

Han løb ikke væk, fordi han selv ønskede at få de optrappede konflikter ud af verden. Han forklarede, hvordan de fyldte så meget i ham, at han ikke kunne lade det ligge.

Det 16-årige offer spørger de tiltalte, hvem der vil slås, og kort efter smider den ene tiltalte ifølge offeret den molotovcocktail, som lander mellem hans ben.

- Der går ild i mine bukser fra fødderne op til maven. Det gør ondt, og jeg prøver at få slukket ilden, siger offeret i retten.

Han peger – som tre af de tiltalte – på, at det er den fjerde tiltalte, der kastede benzinbomben, der satte ild til ham. Den ene prøvede kortvarigt at hjælpe med at slukke ilden, før han går væk, mens de andre tre er gået længere væk.

Efter overfaldet gik offeret hjemad, hvor hans forældre var hjemme og kørte ham mod hospitalet i Aarhus, mens de ringede til politiet.