Amatørarkæologer med metaldetektorer er blevet storleverandører af oldtidsfund til museerne. Museum Østjylland får hvert år flere hundrede genstande, der er blevet opdaget af metaldetektorer.
En af dem, der svinger ofte er ude og svinge detektoren, er Jimmi Rosenskjold, og hans ture med den bippende metal-søger giver gevinst.
Han har i år har fundet et sted mellem 70 og 80 oldtidsfund.
- Det er både romerske mønter, guldbarre og en celt, ting der er fra før Kristus, siger Jimmi Rosenskjold.
- Det er en meget stor oplevelse, når man pludselig står med en celt i hånden, der er 3.000 år gammel. Det er jo fantastisk, siger amatørarkæologen.
Fundene afleverer han til Museum Østjylland, hvor museumsinspektør Thomas Poulsen siger, at museet hvert år får flere hunderede gode og brugbare fund fra detektordetektiverne.
- Det gode ved tingene er, at de har stor udsagnsværdi, både smykker og møntfund, uden at man behøver at gå ud at lave en regulær udgravning.
Thomas Poulsen siger, at museet kan mærke, at flere i de senere år har anskaffet sig en metaldetektor.
- Jeg tror, folk finder det ganske meditativt at gå rundt derude, siger museuminspektøren.
De gode steder ryster Jimmi Rosenskjold ikke lige op med.
- Jeg kan godt tage en kammerat med, så vi kan få en kop kaffe, men ellers holder jeg det for mig selv, siger han.