Det blev i dag offentliggjort, at amatørarkæologen Robert Hemming Poulsen har fundet en sølvskat fra vikingetiden begravet i en mark på Omø syd for Skælskør.
Skatten befinder sig nu på Museum Vestsjælland, og museumsinspektøren Hugo Hvid Sørensen mener, at der er tale om et ganske særligt fund.
- En skat som denne bliver kun fundet hvert 10. til 15. år. Den indeholder nemlig mange genstande og er derudover utrolig velbevaret, fordi den har ligget i sandjord, siger han.
Da amatørarkæologen i september skulle til Omø for at lægge fibernet i forbindelse med sit almindelige arbejde, medbragte han sin metaldetektor. Efter arbejdstid gik han på jagt efter arkæologiske fund.
Siden har museet med støtte fra Kulturstyrelsen stået for udgravningen, der netop er afsluttet i dag.
Harald Blåtand-mønter
Museumsinspektøren forventer, at man kan vil kunne lære meget af det store fund.
- Det er meget usædvanligt, at vi har fundet så mange af de danske mønter, der kaldes Harald Blåtand-mønter, der hører til nogle af de allerførste fra den tid, siger han.
- Robert Hemming Poulsen skal virkelig æres for det her fund, for hans indsats gør, at vi er blevet meget klogere, fortsætter museets Hugo Hvid Sørensen.
/ritzau/