- Jeg håber ikke, jeg overlever! Det er for at sige det, som det er!
Sådan lyder det fra 84-årige Ena Jarland, efter at hun her til morgen vågnede op til nyheden om, at Aarhus Byråd har vedtaget plan for at rive ni blokke med 600 almene familieboliger i Gellerup/Toveshøj ned og yderligere tre blokke med mere end 300 boliger i Bispehaven.
Samtidig skal 120 lejligheder sælges – svarende til en stor boligblok - og cirka 2000 nye private boliger bygges i området.
Det har et bredt flertal i Aarhus Byråd i aftes besluttet for at leve op til Folketingets krav om, at højst fire ud af 10 boliger i særligt udsatte områder må være almene familieboliger.
For Ena Jarland, der har boet i Bispehaven i 34 år, er det nærmest en katastrofe, hvis det viser sig, at den boligblok, hun bor i, er en af dem, der skal rives ned.
- Jeg ville være så ked af at være nødt til at flytte, for jeg synes, jeg har haft så mange gode år herude. Bare at skulle flytte fra min udsigt og mine søde naboer! Jeg føler slet ikke, jeg ville kunne overleve det, siger hun.
Hun giver ikke meget for politikernes beslutning eller for områdets ry om at være et utrygt sted at bo.
- Der er så mange søde mennesker - og så er der nogle enkelte, der ikke er det, men det er der ved Gud alle steder! Da jeg flyttede ind, hed møgungen Brian, nu hedder han Mohammed. Det er fuldstændig det samme! Der vil altid være nogle, der skal vise sig, siger hun.
Direktør i Østjysk Bolig: Det er voldsomt overraskende
Allan Søstrøm, der er direktør i Østjysk Bolig, er overrasket over, hvor mange boligblokke der skal rives ned i det vestlige Aarhus.
- Det er voldsomt overraskende. Og jeg er lidt frustreret over, at det ville blive så voldsomt, siger han.
Heller ikke Allan Søstrøm mener, at der er nogen utryghed forbundet med at bo i Bispehaven - selvom det er betegnet som en ghetto og ifølge politiets Tryghedsindeks er det det mest utrygge sted at bo i Danmark.
- Utrygheden er større udenfor end indenfor. Det er klart, at hvis du kigger på indekset, som blev lavet sidste år under bandekrigen, var det højt, men hvis du kigger på hverdagen i dag her et år efter, er det stille og roligt, siger han.
For Ena Jarland kan planerne om mere nedrivning ikke betyde andet, end at politikerne ikke regner hende og de øvrige beboere for lige så meget som alle andre.
- "De dér mennesker, der bor sådan et sted, er ikke noget værd!" Det er jo det, de siger! Vi er ikke gode nok, os, der bor her!
Færre almene boliger i Aarhus Vest
- •
Gellerup/Toveshøj skal 600 familieboliger i ni blokke rives ned og 120 familieboliger i en stor blok sælges.
- •
I Bispehaven skal tre høje blokke med 318 boliger rives ned, og tre lave blokke omdannes til andre formål.
- •
Godt 2.000 nye ejerboliger skal bygges i de to områder.
- •
Der skal lave 675 erhvervslejemål i Bispehaven og Gellerup.
- •
Kilde: Aarhus Kommune