Nyborgs førstemand sendes uden for døren: Splittet byråd skal stemme om undersøgelse af borgmester

Borgmester Kenneth Muhs (V) beskyldes for at have brudt loven. Hidtil hemmeligt notat kaster nyt lys over sagen.

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) må forlade byrådssalen, når de øvrige politikere i byrådet tirsdag stemmer om, hvorvidt det skal undersøges, om borgmesteren har brudt loven, da han undlod at informere resten af byrådet om alvorlige problemer på socialområdet. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Usædvanlige scener kommer tirsdag eftermiddag til at udspille sig på rådhuset i Nyborg.

Her bliver borgmester Kenneth Muhs (V) nemlig nødt til at rejse sig fra sin stol i byrådssalen, erklære sig selv for inhabil og træde ud af lokalet, mens de resterende politikere i kommunalbestyrelsen tager stilling til, om han - altså borgmesteren - skal undersøges for muligt brud på loven.

Og hvorfor så det?

Hele balladen udspringer af en samtale på borgmesterkontoret i Nyborg 7. oktober 2021. Her mødtes Kenneth Muhs med Nyborg Kommunes borgerrådgiver.

Bekymring for retssikkerhed

På mødet blev borgmesteren - ifølge Nyborg Kommune - informeret om flere konkrete borgersager og borgerrådgiveren gav samtidig udtryk for "samarbejdsproblemer med børne- og familieafdelingen" og "bekymring for borgernes retssikkerhed".

De alvorlige informationer delte borgmesteren med direktionen, men ikke med resten af byrådet. Og det var stor fejl, har flere juridiske eksperter tidligere udtalt til DR.

Ja, faktisk var der måske tale om et egentligt brud på loven.

- Jeg mener, det var en overtrædelse af den kommunale styrelseslov, at borgmesteren ikke orienterede kommunalbestyrelsen om forholdene, siger Frederik Waage, der er professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet.

Hemmeligt notat dukker op

Professoren har gennemgået de tilgængelige oplysninger i sagen, herunder et hidtil hemmeligholdt notat, som DR er kommet i besiddelse af.

Notatet, som er skrevet af borgerrådgiveren, bærer overskriften "Henvendelse til borgmester Kenneth Muhs 7. oktober 2021", og her står der blandt andet:

- Såfremt borgerrådgiverens undersøgelse af en sag viser, at der i kommunen må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning, skal borgerrådgiveren give meddelelse om sagen til Nyborg Byråd.

Men resten af byrådet fik altså ikke besked. Og det er meget kritisabelt, fastslår Frederik Waage.

- I notatet fremgår det jo netop, at borgerrådgiveren har til hensigt at rette henvendelse til kommunalbestyrelsen. Af den grund så mener jeg, at borgmesteren har en pligt til at videregive oplysningerne.

S: Sagen er principiel

Borgerrådgiverens notat har indtil nu været skjult for offentligheden, fordi Nyborg Kommune betragter det som et "internt dokument".

Ifølge Nyborg Kommune fik borgmester Kenneth Muhs ikke personligt overdraget det fysiske notat på mødet med borgerrådgiveren, men det ændrer ikke ved sagens alvor, mener Socialdemokratiet, som står bag det forslag om en ekstern juridisk undersøgelse af borgmesteren, som byrådet skal stemme om tirsdag eftermiddag.

- Der er noget meget principielt på spil her. Det handler om snitfladen mellem borgmesteren og byrådet, altså hvorvidt en borgmester kan tilbageholde den type informationer for sit byråd, hvad enten det er i Nyborg eller et andet sted i landet, siger byrådsmedlem Martin Stenmann (S).

Tre partier for, ét imod

Socialdemokratiets forslag støttes af SF og Det Konservative Folkeparti, mens borgmesterpartiet Venstre - der har absolut flertal i byrådet - vender tommelfingeren nedad.

Og dermed ser forslaget ud til at være dødfødt på forhånd.

- Men hvem ved? Måske sidder der en enkelt eller to fra Venstre, som stemmer imod resten af Venstre-gruppen, simpelthen fordi deres samvittighed byder dem at gøre det. Jeg har da lov at håbe, lyder det fra Martin Stenmann.

Amalie Pedersen er med i Facebook-gruppen "Sviget i Nyborg" og hun håber, at Venstre vil stemme for et forslag om en uvildig undersøgelse af borgmester Kenneth Muhs (V) Foto: Henrik Mikaelsen

Mor vil have sagen undersøgt

Og sådan har Amalie Pedersen fra Facebook-gruppen "Svigtet i Nyborg" det også.

Hendes datter lider af epilepsi, og sammen med sin mand har hun længe kæmpet med Nyborg Kommune om flere forskellige ting, der har forbindelse til datterens sygdom.

Hun håber, at Venstre bøjer sig og stemmer for at få sagen undersøgt.

- Det virker mistænkeligt, at Venstre som det eneste parti stemmer nej. Jeg håber, at et samlet byråd kan stå bag at få undersøgt det her, så vi borgere også kan få afklaring på, hvad vi kan forvente af borgmesteren i en sådan situation, siger hun.

V: Vores holdning er uændret

Venstres gruppeformand Kaj Refslund (V) ønsker ikke at stille op til interview med DR, men siger, at Venstres holdning til forslaget om en uvildig undersøgelse er uændret.

Heller ikke borgmester Kenneth Muhs (V) har haft lyst til at tale med DR forud for byrådsmødet.

Han har tidligere udtalt, at han ikke mener, han har brudt loven, men at han - når han ser tilbage på forløbet - spørger sig selv, om det "måske havde været hensigtsmæssigt at give byrådet besked direkte".

Byrådet mødes kl 17 tirsdag aften.