Venstres retsordfører og medlem af Indfødsretsudvalget Preben Bang Henriksen kalder flere af spørgsmålene i den nye indfødsretsprøve for besynderlige.
Han vil nu forsøge at få udvalget til at ændre dem.
- Helt ærligt så bliver jeg lidt rystet over nogle af spørgsmålene, siger Preben Bang Henriksen (V).
I de 40 spørgsmål skal man blandt andet svare på, hvad balletten Sylfiden handler om, hvornår den første film om Olsen-banden havde premiere, og hvornår folkeviserne blev nedskrevet.
Selvom Preben Bang Henriksen understreger, at indfødsretsprøven ikke er en test i paratviden, men i stedet handler om at kunne sætte sig ind i det kompendium, der hører med, så vil han forsøge at få Indfødsretsudvalget og Integrationsudvalget til at se på spørgsmålene igen.
- Og høre om man ikke kan finde lidt mere samfundsrelevante spørgsmål, siger retsordføreren.
Endnu mere skarp i sin kritik af den nye indfødsretsprøve er folketingsmedlem for Enhedslisten Peder Hvelplund. Han kalder testen for fuldstændig tåbelig og ubrugelig.
- Hvorfor skal man vide, hvilken restaurant der har fået tre Michelin-stjerner for at blive en del af fællesskabet i Danmark? Som om en flygtning har råd til at spise der, siger Peder Hvelplund.
For at bestå indfødsretsprøven skal der svares rigtigt på 32 af de 40 skriftlige spørgsmål.
- •
Indfødsretsprøven er skriftlig og afholdes to gange om året. Testen koster 728,00 kr.
- •
Prøven består af i alt 40 multiple choice-spørgsmål, hvoraf de 35 er pensumspørgsmål, man har kunnet forberede sig på, og de sidste fem er uforberedte spørgsmål om aktuelle emner, der er sket i Danmark inden for de seneste seks måneder.