I oktober sidste år indgik regeringen er politisk aftale med S, DF, LA og K om en indfødsretsprøve som betingelse for at opnå statsborgerskab.
Den erstattede den statsborgerskabsprøve, som den forrige regering netop havde indført.
Til forskel fra statsborgerskabsprøven skulle den nye indfødsretsprøve indeholde spørgsmål om dansk historie og kultur.
Som det hedder på indfødsret.dk, skal ansøgeren dokumentere ”kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie”.
Prøven afholdes to gange årligt, første gang i juni i år.
Historien er igen kommet i forgrunden
Den vil bestå af 40 spørgsmål, hvoraf fem af vil handle om aktuelle forhold og begivenheder i det danske samfund.
Der er lagt en tekst ind på hjemmesiden, som ansøgeren kan forberede sig ud fra; men den kan også kan erhverves i bogform, så man kan strege i den.
Der er fire ”pensumområder”: 1) dansk historie, 2) det danske demokrati, 3) det danske velfærdssamfund,4) temaopslag om dansk geografi og kultur.
Historien er igen kommet i forgrunden. Sådan som det også var i den gamle indfødsretsprøve fra 2007.
Nu lyder det, at ”Danmarks historie er vigtig at kende, hvis man vil forstå det danske samfund, som det ser ud i dag”, og at ”velfærdssamfundet, det politiske system, kulturen og hverdagslivet er resultater af en lang historisk udvikling”.
Ikke udelukkende et dansk fænomen
I en temaartikel om ”Historiekanon og indfødsret” på danmarkshistorie.dk, som produceres af Aarhus Universitet, hævder forfatteren, at indførslen af en historiekanon i 2006 og en indfødsretsprøve i 2007 skal ses som udtryk for en kulturel og national ”oprustning”, hvor man begyndte at lægge øget vægt på ”historiens betydning for den danske identitet”.
”Oprustningen” gjaldt ”globaliseringens udfordringer”: Den skulle sikre, at både børn og indvandrere forstod det samfund, de levede i.
Desuden siges det, at initiativet kom fra DF. Det gjorde det nok også.
Men forfatteren undlader at gøre opmærksom på, at brug af den slags prøver på det tidspunkt også var blevet almindelig i resten af Europa og i Nordamerika, bl.a. i Tyskland, Frankrig, Holland, Storbritannien, USA og Canada.
Der var altså langt fra tale om et udelukkende dansk fænomen, men snarere resultatet af en bred erkendelse i vestlige lande af, at den øgede migration krævede en kulturel integrationsindsats ud over integrationen på arbejdsmarkedet.
Indfødsretsprøve anno 1569
Af samfundsdebatten kan man få det indtryk, at man ikke bekymrede sig om ”danske værdier” før i tiden.
Men det gjorde man. Danmarks første indfødsretsprøve blev indført for 447 år siden.
I 1569 underskrev Frederik 2. en lov om ”nogle visse Vilkaar oc Artickler, som de Fremmede, der begære at bygge oc bo her i Rigerne, skulle indgaa”.
Prøven bestod af 25 sætninger,”artikler”, som fremmede, der ønskede at slå sig ned i hans rige, skulle lære og eksamineres i.
Derefter skulle de sværge, at de var enige i dem. Hvis de nægtede, blev de beordret til straks forlade riget sammen med deres kone, børn og ejendom.
Ellers ville de blive straffet.
Tanken bag prøven var stort set den samme som i dag: For at blive dansker skulle man tilslutte sig de værdier, der gjaldt i det danske samfund.
Vigtigt at holde tyrkerne uden for Danmark.
Også dengang skyldtes prøven en frygt for, at muslimsk indvandring skulle forandre samfundet.
I prøvens artikel to hed det således på moderne dansk i forkortet udgave: ”Muslimske sekter er aldeles adskilte og fremmede fra Guds kirke og menighed. De er Djævlen overgivet, såvel som andre sekter, som Vor Herre Jesus Kristi evangelium ikke anerkender.”
Loven blev skrevet efter reformationen i 1536.
Prøven skulle blandt andet sikre Danmark mod katolikker.
På det tidspunkt strakte det osmanniske rige sig langt op i Europa, ja helt til Wien. I den situation blev det opfattet som yderst vigtigt at holde tyrkerne uden for Danmark.
Det gjorde kongen ved dels at støtte krigene mod dem, dels at bede kirkens præster afsiger bønner mod dem – og altså også ved at indføre en lov og en prøve, der skulle bevare danske værdier.