- Jeg følte bare, at det var meget bedre at tale med en præst, end hvis det havde været en lærer eller en studievejleder, jeg skulle ind og møde bagefter i undervisningen.
Sådan siger Sasia Donskov, der går i 3. G på Støvring Gymnasium og er en af de mange studerende, der søger en præst, når der er behov for at tale om kærestesorger, stress eller måske problemer i skolen.
For mens universiteterne har deres studenterpræster, så søger gymnasier og professionshøjskoler nu også præster til at hjælpe deres elever. Det i en sådan grad, at kirken har svært ved at følge med.
- Der er mange unge mennesker, der i dag er åndeligt og religiøst søgende, og fordi vi fylder så meget i deres hverdag, så synes jeg også, det er naturligt, at de kan få det hos os, siger rektor Søren Hindsholm fra Nørresundby Gymnasium.
Ifølge biskop Henning Toft Bro er det en tendens i hele landet, at gymnasier og professionshøjskoler rækker hånden ud til kirken. Det fremgår også af et referat fra et møde blandt landets biskopper i begyndelsen af året.
- Vores uddannelsesinstitutioner åbner sig mod kirken på en måde, som jeg ikke har oplevet i de 32 år, jeg har været præst, siger biskoppen, der mener, årsagen skal findes i tidens individualisme.
På Støvring Gymnasium fik Sasia Donskov blandt andet hjælp af studiepræsten til at tale om sorgen efter sin farmors død. Samtaler hun i princippet også kunne have haft med en psykolog.
- Men jeg følte, at det var meget nemmere med en præst, fordi der ikke er nogen forpligtelser, og man ikke sådan bliver behandlet med en diagnose og alt muligt farligt, siger hun.
Nemmere når præsten er lige ved hånden
Umiddelbart vil Sasia Donskov ikke kalde sig selv for specielt åndeligt søgende, men hun er kristen og finder det derfor naturligt at tale med en præst, når noget gør ondt. Helt afgørende var det dog, at det var så nemt, at komme til at læsse af, fordi studiepræsten allerede var "i huset".
For efter lange dage på gymnasiet og kæreste, lektier og fritidsaktiviteter, der også skal være tid til, så kan det være svært at finde overskud til selv at gøre noget aktivt.
- Det kan være svært at tage det der skridt med at finde ud af, hvem jeg lige skal kontakte, og hvordan gør jeg det. Så er det bare meget nemmere, at der hænger et telefonnummer på en opslagstavle på gymnasiet, siger Sasia Donskov.
Ifølge studiepræst Caris Elkjær Trads Johansen kommer de unge blandt andet for at tale om kærestesorger, forældres skilsmisse, eller hvis de er usikre på tiden efter gymnasiet.
- Min oplevelse er, at de kommer for at tale med et voksent menneske, som ikke har aktier i dem. Jeg har tavshedspligt, og der bliver ikke skrevet journal eller sendt en sms om en opfølgende samtale, siger studiepræsten, der er tilknyttet Støvring Gymnasium ved siden af sit arbejde som sognepræst.
Efterspørgslen efter studiepræster er så stor, at det er en stor udfordring at finde præster nok, siger biskop Henning Toft Bro.
- Det er jo noget, præster skal finde tid til ved siden af deres almindelige præstearbejde, og så giver det altså nogle praktiske og ressourcemæssige udfordringer, siger han.