Stor naturbrand forsøges slukket på fjerde døgn: Nu er den under kontrol

Naturbrand truer ikke længere med at brede sig til Lille Vildmose.

Hvis vi kan skaffe folk nok, er branden slukket i løbet af weekenden, siger indsatsleder René Kærup. (© Scanpix)

Nordjyllands Beredskab forsøger på fjerde døgn at slukke den underjordiske naturbrand ved Lille Vildmose sydøst for Aalborg, der har hærget en mark i området siden onsdag.

Lige nu lader alt dog til at bevæge sig i den rigtige retning, fortæller indsatsleder Klaus Bojsen, som er på stedet her til formiddag.

- Vi har stabil vandforsyning til marken, og vi er godt på vej. Branden under jorden er under kontrol, og varmeområdet er væsentligt mindre, end det var i går. Men det er et knokkelarbejde uden lige, siger han.

Risikoen for at branden spreder sig til Lille Vildmose er ifølge beredskabet minimal.

Spulet med havvand

52 brandfolk fra det lokale beredskab i Nordjylland og Fredericia arbejder på efterslukningen.

For at begrænse spredningen af varme under jorden øser de havvand fra Kattegat ud over marken, og presser lange specialfremstillede spyd ned i jorden, så vandet bedre kan trænge ind i mosejordens spagnum.

Og det er altså noget, der virker, mener indsatslederen.

- Det ser ikke ud til, at det udvikler sig mere, og branden er halveret siden i går nat, siger Klaus Bojesen, der forventer, at branden er slukket i begyndelsen af næste uge.

Brandfolkene forsøgte sig tidligere med såkaldt omvendt dræning, hvor vand blev pumpet gennem drænrør i jorden. Men den metode virkede ikke.

1.000 brande på en måned

Det er endnu uvist, hvordan branden startede, men det er sandsynligt, at ilden stammer fra en mejetærsker, der høstede på marken, som er let antændelig efter en måned med tørke.

Brandene ved Lille Villemoes er også bare en af de mere end 1.000 brande, Danmark har været ramt af i juli måned. Normalt er der omkring 1.200 naturbrande på et helt år.

Klaus Bojesen har aldrig oplevet noget lignende.

- Det er gudskelov meget sjældent, vi ser så store brande. Det er den største, jeg har været med til at slukke i min beredskabstid, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange hundrede tusind liter vand, vi får brugt herude. For ikke at nævne, hvor stor en stor logistisk udfordring det er med de her mange naturbrande, vi har i øjeblikket, siger han.