Der er forskel på, om du har et helårshus eller et sommerhus, der er ved at falde i vandet.
For hvis det er et sommerhus, så har et møde med Kystdirektoratet og hjælpen lange udsigter.
Det ærger Christian Hartmann, der er talsmand for sommerhusejerne ved Nørlev Strand.
Lighedsprincip bliver brudt
- Der er et lighedsprincip, der bliver brudt, når man skelner mellem om boliger bliver brugt til helårs-beboelse eller til sommerhuse. Problemerne er - åbenlyst for enhver - de samme. Og det undrer mig, at vi ikke bliver behandlet ens.
Husejerne på Kongestien i Løkken har i dag et møde om kystsikring med Kystdirektoratet.
Omvendt er den eneste henvendelse, som sommerhusejerne fra Nørlev Strand har fået fra Kystdirektoratet, en trussel om en politianmeldelse, hvis de ikke fjerner de halmballer, de har lagt ud for at beskytte deres huse.
Er dybt frustrerede
Det siger Christian Hartmann, der søndag sendte et brev til Kystdirektoratet og måtte rykke dem to gange, før de ville bekræfte, brevet var kommet frem.
- Vi er dybt frustrerede og har været det længe. Hus efter hus, ejendom efter ejendom falder i vandet og folk mister deres værdier.
Sommerhusejerne på Nørlev strand har indtil på mandag til at fjerne de halmballer, de har lagt ud på stranden.