En duft af sure sokker, svedige unge mænd og beskidte uniformer var lige så sikkert som et "Javel" i Hæren, når man før i tiden trådte ind på de værnepligtiges stuer på kasernerne.
- Sådan en drengestue kunne ligne Jerusalems ødelæggelse sidst på dagen, fortæller kaptajn Karoline Sara Tjell, chef i 5. kompagni, der uddanner værnepligtige ved Trænregimentet i Aalborg.
Men tiden med næseklemmer er slut. Renligheden blandt de værnepligtige er nemlig blevet meget højere, efter at flere regimenter er begyndt at blande mænd og kvinder på de stuer, hvor de værnepligtige bor.
Det oplever de blandt andet på Aalborg Kaserne, der har haft blandede stuer i to år.
- Det kan nok lyde lidt gammeldags, men pigerne har altså lidt mere ordenssans. Så en stue med både drenge og piger er pæn hele døgnet, mens en ren drengestue topper om morgenen, når befalingsmændene kommer forbi til kontrol. Sidst på eftermiddagen er den ikke lækker længere, siger Karoline Sara Tjell.
Nadia Møbjerg og Daniel Borup er et par af de 300 værnepligtige, der i dag begynder på fire måneders rekruttid ved Trænregimentet i Aalborg. Og de to nye rekrutter tror også, at det løfter hygiejneniveauet, når de unge mænd og kvinder bor sammen.
- Jeg glæder mig da til ikke kun at bo sammen med drenge. Der skal nok være nogen, der lige gør lidt mere rent for at imponere pigerne, siger Daniel Borup, der regner med at rydde lige så meget op som kvinderne på stuen.
Ellers er hjælpen ikke langt væk.
- Jeg skal nok hjælpe ham lidt med oprydningen, ellers lærer han jo nok lidt disciplin de næste fire måneder, siger Nadia Møbjerg.
Også ved Ingeniørregimentet i Skive bor de værnepligtige mænd og kvinder på samme stue. Det har de gjort siden 2015, og også her er der blevet mere rent på stuerne.
- Det har bestemt ikke gjort indeklimaet værre, siger seniorsergent Ebbe Sloth fra Ingeniørregimentet og tilføjer:
- Det går generelt rigtigt godt med blandede stuer, og den lidt bedre hygiejne er bare en af mange positive ting ved det, siger seniorsergenten.