Når 184 unge mænd og kvinder de næste fire måneder skal aftjene værnepligt ved Trænregimentets 4. kompagni er meget som det plejer, men noget er helt nyt. For første gang skal de unge mænd og kvinder bo blandet i stedet for på kønsopdelte værelser.
- Jeg synes, det er en rigtig god ide, man gør det nu, siger rekrut Jannie Bülow Frandsen.
Hun er i dag blevet placeret på et værelse med både mænd og kvinder. Og det ser hun store fordele i.
- Jeg tror, at vi bliver rystet noget mere sammen, når vi bor både piger og drenge på stuen, siger hun.
Inspiration fra Norge og Søværnet Inspirationen til at blande de unge mænd og kvinder på samme stuer kommer fra Norge. Her fik de blande stuer flere kvinder til at søge en videre karriere i Forsvaret efter endt værnepligt. Og det samme går Hæren efter herhjemme.
- Vi vil gerne hverve flere kvinder til Forsvaret og opnå nogle bedre relationer mellem kvinderne og mændene. Vi forventer, at vi får en enhed med bedre sammenhold mellem kvinder og mænd, siger kaptajn Asbjørn Dreschler, der er chef for 4. kompagni.
Han forventer ikke, der bliver problemer med den blandede indkvarting. Selvom det er første gang, de værnepligtige skal bo drenge og piger på samme stue, så er det praktiseret længe i Forsvaret.
- Udsendt i missionerne har vi boet sammen mænd og kvinder. Jeg har selv boet i fælle indkvartering i afghanistan. Og på Søværnets skibe har man aldrig haft det opdelt. Så vi har masser at relatere til. Vi har bare ikke gjort det i Hæren før, siger Asbjørn Dreschler.
Væk med blufærdigheden Selvom tanken om fællesbad den første morgen måske kan virke lidt skræmmende, så er det bare at klø på. Der er nemlig ikke lagt op til, at de værnepligtige selv kan bestemme, om de vil bo sammen med det andet køn. Jannie Bülow Frandsen har dog fundet ud af, hvordan hun håndterer sine nye bofæller.
- Man skal nok ikke være alt for blufærdig. Der er nogle grænser, der skal overskrides. Men det er helt fint. Jeg er klar, siger Jannie Bülow Frandsen.
Også Skive Kaserne er med i forsøget.