Energiministeren lover mere hjælp til de mange fjernvarmekunder, der vil opleve prisstigninger på typisk over 5.000 kroner årligt, når et tilskud til kraftvarmeværkerne bortfalder om lidt mere end to år.
Alene i Nordjylland vil 62.000 husstande blive ramt. En af dem er formanden for Sindal Fjernvarmeforsyning Bjarne Christensen.
Her pønser man på et nyt varmeværk, hvis de får dispensation til det.
- Jeg skal ikke være politiker, men jeg tror da, at den ekstra regning betyder mere for os i Sindal end steder, hvor man tjener flere penge, siger Bjarne Christensen.
Sindal Varmeværk har i fem år gået med planer om at investere 57 millioner i et nyt værk, hvor man vil indføre flis og haveaffald og lave det om til strøm og varme.
Energistyrelsen skal give dispensation til det nye værk.
- Vi har finansieringen på plads, og hvis vi får lov, så kan vi borteliminere den prisstigning, der ellers er planlagt, siger formanden.
Regeringen fremlagde i går en forsyningssikkerhedsstrategi, som ifølge den vil halvere prishoppet. Dansk Fjernvarme med flere sætter dog spørgsmålstegn ved effekten af strategien.