Ny teknologi fra Nordjylland skal stoppe vejsidebomber

Nordjysk virksomhed får millionstøtte til udvikling af mobil vejsidebombe-scanner.

Arkivfoto: Det er situationer som denne - en eksplosion af vejsidebomber- den nordjyske virksomhed håber at kunne afværge med ny teknik. (Foto: © Søren Hvam, Scanpix)

Teknologi fra Nordjylland skal forhindre terror og redde soldaters liv.

Aalborg Universitet og virksomheden MyDefence har fået seks millioner kroner af Innovationsfonden til at udvikle værktøjer, der kan opdage vejsidebomber og eksplosiver på længere afstand, end det i dag er muligt.

Denne type angreb er ekstremt farlige, og sprængladningerne er ofte så godt skjult, at de ikke ses, før det er for sent. Alvoren understregedes i den danske indsats i Afghanistan, hvor næsten 2/3-dele af de danske faldne soldater mistede livet til sprængladninger som vejside- og selvmordsbomber.

Løsningen handler blandt andet om at lave mobilt sporingsudstyr, fortæller lektor Esben Skovsen, fra Aalborg Universitets Institut for Materialer og Produktion. Det er dette institut, der skal arbejde sammen med MyDefence om projektet.

Det er ved hjælp af en særlig stråling, at sprængstofferne opdages. Desværre kræver det i dag brug af udstyr, der er så stort og følsomt, at det ikke kan anvendes uden for et laboratorie. Desuden kan det kun måle og opdage sprængstoffer på få meters afstand.

- Visionen er, at man kan lave det her udstyr småt nok og godt nok til at man kan montere det på en håndholdt enhed eller en drone, siger Esben Skovsen.

På den måde vil sprængstoffer kunne blive opdaget på lang afstand og gøre det muligt at afsøge området foran eksempelvis en konvoj.

Kan måske udbredes til lufthavne

Hos Innovationsfonden ser man stor værdi i projektet, siger vicedirektør Tore Duvold.

- Vi sidder med en ny teknologi og et samarbejde mellem en stærk forskergruppe og en dansk virksomhed, som har et godt bud på en løsning.

Projektets samlede budget er på otte millioner kroner, og Innovationsfonden har skudt de seks millioner ind. Projektet varer tre år. Hvis det lykkes, er det håbet, at udstyret også skal kunne bruges til at opdage sprængstof i for eksempel lufthavne.