Læge om hpv-vaccine: Vi må ikke blive det land, hvor man dør af livmoderhalskræft

Danske Regioner opfordrer nu forældre til piger til at lade dem hpv-vaccinere. Flere læger håber, at det kan vende vaccinationsfrygten.

​Hpv-vaccinen redder liv - ta' imod den.

Det budskab skal direkte ud til tusindvis af forældre og deres døtre. For kun hver fjerde af de piger, der sidste år fyldte 12 år, har fået vaccinen mod livmoderhalskræft.

På Aalborg Universitetshospital håber lægefaglig direktør Morten Noreng, at den direkte opfordring, som Danske Regioner står bag, kan være med til at råbe flere forældre op. Han har selv forsøgt ihærdigt, siden en række tv-udsendelser fik gjort mange nervøse.

- Det er klart, det gør et meget stort indtryk, når man ser eksempler på en masse unge piger, der får det dårligt på grund af det, man troede, var bivirkninger til vaccinen, men jeg synes bare, det kom til at overdøve de andre vigtige signaler, siger han.

Praktiserende læge Joachim Nørmark oplevede også, hvordan tilslutningen til vaccinen faldt betydeligt nærmest natten over. Derfor er det efter hans mening på tide, tendensen bliver vendt.

- Det dur ikke, at vi sakker så meget bagud, og at vi om 10-20-30 år bliver det land i Europa, hvor man dør af livmoderhalskræft, mens man kan se, at i alle andre lande er man blevet vaccineret mod det, siger den praktiserende læge.

En række videnskabelige undersøgelser har ikke kunnet påvise en sammenhæng mellem hpv-vaccinen og de symptomer, en række piger og yngre kvinder har indberettet.

Mor: Risiko for kræft vejer tungere end risiko for bivirkninger

Opfordringen og brevet er det helt rigtige at gøre, siger Tina Dalsgaard, der selv har valgt at få sin 12-årige datter vaccineret. For det er en voksen-beslutning, mener hun.

- Nogen siger, at børnene selv skal vælge, men det er da ikke er noget at spekulere over. Hvis man først har haft kræft inde på livet, så vægter vaccinen efter min mening højere end de bivirkninger, der eventuelt måtte komme, siger moderen.

Brevet kommer som nævnt fra Danske Regioner, hvor Ulla Astman (S) er formand for sundhedsudvalget. Hun kalder udviklingen i antallet af hpv-vacciner for katastrofal:

- Det betyder, at rigtig mange kvinder om ganske få år vil være i risikozonen for at udvikle livmoderhalskræft, og de kan også risikere at dø af det, siger hun.

- Brevet skal fortælle dem, at det er en rigtig god idé at blive vaccineret, og opfordre til at komme forbi deres praktiserende læge og tage en snak om det, for det er altså rigtig vigtigt, siger politikeren.

Hos Kræftens Bekæmpelse er der også stor tilfredshed med initativet fra Danske Regioner.

- Der er ingen tvivl om, at det kan være med til at få nogle af de forældre, der er kommet i tvivl på grund af den lidt voldsomme mediedækning af vaccinen, til at gå op til lægen og allerhelst få vaccineret deres 12-årige datter, siger forebyggelseschef Mette Lolk Hanak.