Læge sender brev om hpv-vaccine til forældre til piger

Danske Regioner er bekymret over, at færre 12-årige piger bliver vaccineret mod livmoderhalskræft, så nu sendes der breve ud.

En debat om, hvorvidt hpv-vaccinen kan gøre unge kvinder syge, har formenlig betydet, at antallet af vaccinerede er faldet drastisk. Det vil Danske Regioner nu gøre noget ved. (Foto: © Martin Ballund, Scanpix)

Forældre til en pige, der er på vej mod 12-år, får snart et brev med et tilbud om en helt gratis hpv-vaccine mod livmoderhalskræft.

Afsenderen bliver den enkelte praktiserende læge, skriver Politiken.

Danske Regioner står bag brevet, fordi tilslutningen til hpv-vaccinen er faldet voldsomt.

79 procent af pigerne født i år 2000 er fuldt hpv-vaccinerede, mens kun 15 procent af dem, der er født i 2003, der er vaccineret. Faldet kommer, efter at der har været stor debat om vaccinen i medierne.

- Vi får kvinder, der risikerer at få livmoderhalskræft og potentielt dø af det. Det er vi som ansvarlige politikere nødt til at reagere på, siger Ulla Astman (S), der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Samtidig er Sundhedsstyrelsen på vej med en storstilet oplysningsindsats sammen med blandt andet Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen.

Der har været debat om, hvorvidt vaccinen mod hpv kan medføre en række neurologiske og såkaldt autoimmune lidelser, hvor de unge kvinder pludselig besvimer, bliver voldsomt trætte, får store smerter eller andre invaliderende symptomer.

Ingen tilgængelig dokumentation kan ifølge Politiken påvise, at lidelserne er udløst af selve vaccinen, heller ikke selv om symptomer kommer i ugerne eller månederne efter.

/ritzau/