Kyllingeproducent: Skattelettelser til lavtlønnede gavner ikke os

Hos fjerkræslagteriet Danpo i Aars tvivler man på, at man vil få effekt af regeringens bebudede skattetiltag.

Hos Danpo Fjerkræslagteri er der i højere grad brug for at lavtuddannede og ufaglærte for nye kompetencer og uddannelse, hvis virksomheden skal vokse. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Regeringen forslag om lavere skat for at få flere lavtlønnede i arbejde mangler bund i virkeligheden.

Det er tilgangen hos kyllingeproducenten Danpo i Aars, hvor man tvivler på, at større indkomsthop mellem overførselsindkomster og lavtlønsarbejde vil få flere i job.

Lavere skat svarer grundlæggende til at give lavtlønnede et tilskud, og det betyder næppe noget for, hvem eller hvor mange Danpo vil tage ind i virksomheden, fortæller Birgit Frederiksen, HR-manager hos Danpo i Aars.

- Aktivitetsniveauet hos os øges jo ikke ved, at en medarbejder har et tilskud, lige meget hvilken form for tilskud det er. Vi vil i stedet kigge på medarbejderens kompetencer, siger hun.

Regeringens plan er gennemgående at stille flere personer til rådighed for arbejdsmarkedet, altså at øge arbejdsudbuddet.

Men hos Danpo står man ikke pt. og råber på mere tilgængelig arbejdskraft.

I stedet er det afgørende, at nye medarbejdere og ansatte har de rette kompetencer.

- Hele ideen med at få langt flere borgere til at blive faglærte i stedet for ufaglærte, tror jeg vil kunne gøre større forskel end at binde tilskuddene op på den enkelte, siger Birgit Frederiksen og fortsætter:

- Det behøver ikke være lange uddannelse på flere år. Det må også godt være korte og intense uddannelser, der kan bringe dem fra A til B. Det vil vi i vores verden kunne have glæde af, siger hun.

Ligesom Danpos Birgit Frederiksen er arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedal skeptisk over for virkningen af regeringens forslag om lavere skat til lavtlønnede.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, fastholder imidlertid, at regeringens tiltag vil få flere fra overførselsindkomster over på arbejdsmarkedet.