Kun 20 kirkeuglepar tilbage: 'Vi kører på det sidste for at redde den'

Der bliver sat 50 redekasser op, fordi kirkeuglerne skal yngle mere. Bestanden er nu den laveste siden 1970'erne.

Det er vigtigt at beholde kirkeuglen for at bevare biodiversiteten, siger eksperter og ornitologer. (© DR)

Der er kun 20 kirkeuglepar tilbage i Danmark, og bestanden er den laveste siden 1970'erne. Uglen, der ikke er meget større end en due, er blevet truet, efter naturen har ændret sig.

Derfor har Agri Nord i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening sat et sidste projekt i gang for at redde den nataktive rovfugl.

- Noget af det, der har ligget højt på listen efter anbefalinger fra danske forskere, har været at fodre med daggamle kyllinger. Når der er rigeligt mad, så øges ungeproduktionen, siger Michael Palsgaard Andersen, der er faglig leder for projekter i Agri Nord.

Udover at tiltrække uglerne med gamle kyllinger, bliver der hængt 50 uglekasser op i blandt andet Himmerland. Men det er ikke nok, siger Frank Skaarup, der er selvstændig og frivillig i projektet, der har eksisteret siden 2009.

- Det er fantastisk, at der er gjort et stykke arbejde for at redde kirkeuglen. Men de sidste 50 kasser, der bliver sat op nu, er desværre ikke det, der kommer til at redde kirkeuglen.

Michael Palsgaard Andersen er enig. Der skal mere til at redde den hvidbrune ugle.

- Jeg har været lidt frustreret gennem projektet. Målet var at øge antallet af kirkeugler, men vi kan desværre konstatere, at det ikke er lykkedes at øge bestanden, siger han.

Ifølge Frank Skaarup er der især én person, der kan hjælpe.

- Det sidste, der kan redde uglen her i Danmark, er den siddende miljøminister. Vi kører på det sidste for at redde den, siger Frank Skaarup.

Det er manglen på små, afgræssede arealer, der er problemet.

- Vi er alle sammen med til at være hårde ved naturen. Det må vi ændre, og det er vi i fuld gang med, siger Frank Skaarup.

Ifølge ham er det vigtigt at sikre kirkeuglen for at bevare biodiversiteten i vores natur.