Selvom kommunerne næste år får færre penge at drive skoler for, så forventer politikere ikke, at det kommer til at gå ud over antallet af lærerstillinger, som Danmarks Lærerforening tidligere har frygtet.
Det viser en rundspørge, som DR Nordjylland har foretaget blandt en række kommuner.
Landets 54 fattigste kommuner har siden folkeskolereformen fået tildelt 600 millioner kroner ekstra om året for at komme på plads efter reformen. Halvdelen af de penge bortfalder næste år, og resten i 2018.
DR Nordjylland har spurgt de 54 kommuner, om der vil ske fyringer blandt lærerne, når tilskuddet bortfalder. Af de 34 kommuner, der har svaret, forudser kun to kommuner lærerfyringer, mens 29 svarer klart nej.
- Vi har ikke indregnet nogen af de penge, vi har fået. De er blevet brugt til etablering af ordningen, og det er velvidende, at når det falder bort, så skal vi ikke til at skære i driften, siger Svend Madsen (V), der er formand for børne- og familieudvalget i Mariagerfjord Kommune.
Af kommunernes svar fremgår det, at pengene i de fleste kommuner primært er blevet brugt som engangsbeløb til anlæg, mens kun få midler er gået til drift og dermed ekstra arbejdskraft.
I Hjørring Kommune tog man også højde for det midlertidige tilskud, da budgettet frem til 2018 blev lagt. Det fortæller formand for Børne-, skole- og uddannelsesudvalget, Kasper Maarup Andersen (C).
- Vi kunne godt se, at der var nogle tilskud, der ville falde fra, og derfor er vi ikke ude i nu at skulle afskedige medarbejdere som konsekvens af det her manglende tilskud, siger udvalgsformanden.
Danmarks Lærerforening ønsker ikke at kommentere DR Nordjyllands undersøgelse. Lærerforeningen fastholder, at udfasningen af tilskuddet vil føre til fyringer.