Forbigåede kommuner glæder sig også

Selvom de ikke fik nogle af de statslige arbejdspladser, så er en række borgmestre trods alt glade for tiltaget.

Selvom de ikke fik nogle af de statslige arbejdspladser, så er en række borgmestre trods alt glade for tiltaget.

Deres navn kom ikke op af hatten, da regeringen spredte statslige arbejdspladser ud over en lang række af danske kommuner.

Men de glæder sig alligevel over planen, der flytter blandt over fem hundrede statslige job til Nordjylland.

- Jeg glæder mig på hele Nordjyllands vegne, og jeg tror på, at mange af de nye, der får arbejde i Nordjylland, vælger at bosætte sig i Jammerbugt Kommune, siger kommunens borgmester Mogens Gade (V).

Godt for bosætningskommuner

Også Rebild Kommunes radikale borgmester Leon Seppelin glæder sig, selv om hans kommune ingen statslige job fik.

- Jeg er sikker på, at vi som bosætningskommune også får fornøjelse af nogle af de nye medarbejdere, der kommer til for eksempel Aalborg, siger han.

Mogens Gade er også formand for de nordjyske borgmestres kontaktråd og glæder sig på det nordlige Danmarks vegne.

- Det er et godt skridt til et Danmark i bedre balance, siger han.

Der er et men

Knud Kristensen (K), der er borgmester i Vesthimmerland Kommune, glæder sig også over, at der kommer over 500 arbejdspladser til regionen. Men, der er alligevel et men:

- Samtidig er det også vigtigt at understrege, at vi selvfølgelig også gerne havde set statslige arbejdspladser i Vesthimmerland. Det fik vi så ikke i denne omgang, desværre. Men vi håber og tror på, at vi i fremtiden får statslige arbejdspladser til vores kommune, siger Knud Kristensen.

I Nordjylland gik de statslige job til Hjørring med 257, Aalborg fik 219, Brønderslev 37 og Frederikshavn et endnu ukendt antal.