Jyske borgmestre jubler: Nu skal vi holde fest

- Det var som at være med i X Factor, lyder det fra begejstret borgmester i Aalborg. I Sønderborg vil man holde fest.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) havde det som om, han var med i X Factor, da regeringen fremlagde sin plan. (© DR Nyheder)

Det er nogle glade jyske borgmestre, som DR Nyheder møder efter det store pressemøde i Statsministeriet, hvor det blev præsenteret, hvortil en række københavnske styrelser skal flytte til.

I Aalborg får man 219 nye arbejdspladser. De bliver fordelt med 60 medarbejdere fra dele af Skat, 96 fra Geodatastyrelsen, 13 fra Søopmåling af forsvarets skibe, og desuden rykker dele af Ankestyrelsen med 50 medarbejdere til Aalborg.

- Jeg er glad for at vi får 219 nye job. Det er med til at styrke Aalborg, det er med til at styrke erhvervslivet og det har hele Nordjylland brug for - jeg er godt tilfreds med den her udmelding. Det er rigtig godt, siger Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S):

I Aalborg var der spænding til det sidste, om den nordjyske by fik tildelt nogle af de statslige arbejdspladser.

- Det var spændende, for der gik lang tid inden, at Aalborg blev nævnt - det var, ligesom det må være at være med i X Factor, hvor man står og venter på, om ens navn bliver nævnt, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Vi holder en lille fest

I Sønderborg kom regeringens udmelding om, at der skal 392 nye arbejdspladser til byen.

- Det er en kæmpe overraskelse at det er så stort et omfang - det havde vi slet ikke forventet, så vi holder en lille fest, siger Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S):

Han er meget tilfreds med, at hele Sydjylland får en stor del af udflytter-kagen.

- For det første betyder det meget for hele vores landsdel, at vi bliver i Sydjylland bliver tilgodeset så godt. For Sønderborg Kommune betyder det rigtigt meget, at vi får den her kompensation for de mange arbejdspladser, der er flyttet væk på grund af centralisering igennem de senere år, siger borgmesteren.

Mere præcist kommer dele af Naturstyrelsen til Sønderborg med 370 arbejdspladser, og dele af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kommer til byen med 22 nye arbejdspladser til følge.

Godt for området

I Lemvig får man knap så mange nye arbejdspladser.

Men de 15 fra dele af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning glæder Lemvigs borgmester, Erik Flyvholm (V).

- Det at man gør alvor af at flytte statslige arbejdspladser ud - det er helt rigtigt set, så vi glæder os. Det er rigtig godt for det nordvestjyske område, siger han: