Flere og flere små fødevareproducenter går sammen for i fællesskab at protestere over, at Post Nord har opsagt aftalen om at distribuere deres fødevarer fra 1. juli.
Aftalen er blevet opsagt med tre måneders varsel, og producenterne kan ikke nå at finde andre distributører med så kort et opsigelsesvarsel.
- Vi var klar til at lægge alle kræfter ind på at ekspandere i forhold til vores webshop, men nu står vi helt uden løsningsforslag og ved faktisk ikke, hvad vi skal gøre, siger Marie Munch, direktør ved Slagter Munch i Skagen.
Over 200 små og mellemstore fødevareproducenter er kommet i klemme, og de arbejder derfor hårdt på at få udskudt opsigelsesfristen.
Men indtil videre har de ikke haft held til det.
En rigtig øv-fornemmelse
Hos Slagter Munch i Skagen har direktør Marie Munch brugt foråret på at forberede muligheden for at handle hos dem over nettet. Men uden en distributør, står det projekt nu helt stille.
- Jeg er fortvivlet og skuffet over, at vi bliver opsagt uden forvarsel og uden nogen form for dialog om, hvordan vi kunne løse det sammen. For det er fuldstændig umuligt at finde en løsning for os på tre måneder.
Marie Munch er ikke interesseret i at lave en løsning, hvor de kun kan levere til nogle områder af landet.
- Så derfor håber vi lige nu på, at der er nogen, der har lyst til at gå i dialog med os fødevareproducenter, så vi kan finde en løsning i fællesskab.
Dansk Erhverv: Post Nord bør forlænge fristen
Selvom man hos Dansk Erhverv anerkender, at Post Nord er i deres gode ret til at opsige aftalen, så bakker man op om protesterne fra de ramte fødevareproducenter.
- De her virksomheder har oparbejdet og investeret i deres forretning i den tro, at Post Nord ville levere den her service, derfor skylder de deres kunder at trække sig ud af aftalen på en ordentlig måde, mener fagchef i Dansk Erhverv, Jakob Tietge.
- Vi mener, at Post Nord bør forlænge fristen, så deres kunder får noget længere tid til at finde alternativer til leveringen.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) ønsker ikke at gå ind i sagen.