Om en måned er det ikke længere muligt at købe varer på nettet hos slagtergården i Holbæk.
Postnord har nemlig valgt at indstille al transport af fødevarer, og det kommer til at ramme mindre fødevareproducenter over hele landet:
- Mit salg over nettet er 40 procent, så det vil have alvorlige konsekvenser. Jeg håber, at vi får lidt længere tid til at finde løsninger, siger Karsten Andersen, der er direktør i den økologiske engrosvirksomhed Slagtergården i Holbæk.
Det var ellers Postnord selv, der opdyrkede markedet for transport af fødevarer, som skal holdes under fem grader under transporten. Men forretningen har vist sig urentabel, og den 30. juni er det slut.
- Vi taber penge på fødevaredistribution hver eneste dag. Derfor handler det om for os at få stoppet det hul så hurtigt som muligt. Derfor har vi i respekt for de aftaler, vi har indgået, opsagt alle de kontrakter, siger Morten Nielsen, der er kommunikationschef i Postnord Danmark.
Politisk ansvar
I et brev til Folketinget skriver Fødevaredanmark, som er paraplyorganisation for små og mellemstore fødevarevirksomheder, at "Dansk fødevareproduktion er truet af Postnord":
- Vi mener, at det er et politisk ansvar at sikre, at Danmark har en infrastruktur, som gør det muligt at fragte blandt andet fødevarer rundt i landet, således at der er grobund for produktion og salg af fødevarer overalt i Danmark. Som det ser ud nu, vil dette ikke være tilfældet fra den 1. juli, skriver Fødevaredanmark.
Radikales fødevarerordfører Andreas Steenberg vil have Postnord til at forlænge aftalen om at fragte fødevarer:
- Jeg synes, vi politisk skal beslutte, at Postnord bringer de her varer ud, ind til virksomhederne tager over, siger Andreas Steenberg
- Jeg tror, der er en masse job i fødevareproduktion i landdistrikterne, hvor Postnord har sagt, at de vil levere fødevarer. Men hvis det her stopper fra den ene dag til den anden, vil det være rigtig træls, fortsætter han.
Sæt prisen op
Karsten Andersen fra Slagergården i Holbæk forstår slet ikke, hvorfor Postnord ikke i det mindste har sat prisen op.
- Hvis det ikke er rentabelt, så må det koste noget mere. De fjerner løsningen fra de små producenter. Dermed mister vi også et kundegrundlag, vi aldrig vil få ved selv at køre ud på landevejene, siger Karsten Andersen.
Postnord har netop afleveret et regnskab, der viser, at Postnord Danmark har et underskud på næsten 1,4 milliarder kroner sidste år. 419 millioner kroner kommer fra den ikke-befordringspligtige del af forretningen.
En væsentlig del af de penge er tabt på maddistribution.