Den underjordiske brand i Lille Vildmose ved Dokkedal i Nordjylland, der i perioder har trukket intet mindre end 75 brandfolk i trøjen, er nu slået ned i et omfang, så beredskabet gør klar til helt at forlade området.
Sådan lyder det fra Nordjyllands Beredskab mandag formiddag.
- Vi har lige overfløjet stedet med drone her for en time siden, og der er ingen lommer (med ild red.), som det ser ud her og nu, fortæller beredskabschef Per Vedsted.
Over jorden er omkring 50 hektar blevet brændt af i området, men undervejs frygtede man, at det ville gå langt værre.
Hvis ilden også havde fået fat i jorden under Tofte Skov, der dels går for at være et unikt naturområde og samtidig rummer et tørvelag under jorden på hele ni meter mod tre meter i resten af området, ville den have været særdeles vanskelig at slukke.
Men nu er der igen styr på situationen, og da der ikke er længere er observerbar ild i undergrunden, er man så små begyndt at pakke sammen.
- Vi går over til at køre med en brandvagt og en drone, og så tager vi en ny vurdering i morgen klokken 15 i forhold til, om vi skal fastholde yderligere ressourcer derude, eller om vi lukker helt ned, siger Per Vedsted.
Det er usikkert, hvordan branden startede, men det er sandsynligt, at ilden kommer fra en mejetærsker, der høstede på den knastørre mark.
Hos landets beredskaber lyder det generelle råd, at landmænd, der arbejder i marken, holder en gyllevogn med vand eller andre redskaber, som eksempelvis en harve, klar i det tilfælde, at der skulle opstå ild.
På den måde er der chance for, at branden kan nedkæmpes allerede inden, den får fat.
- Og vi har faktisk oplevet gode eksempler på, at man har fået inddæmmet og nedkæmpet branden, så når vi er nået frem, så var det et spørgsmål om kort tid, før den blev slukket.
- Så man kan gøre rigtig meget for at forebygge, siger Per Vedsted.
I alt har Danmark været ramt af mere end tusind brande i juli måned, hvilket er langt over normalen.