Underjordisk brand er næsten slukket: 'Det kunne være gået helt galt'

Det har krævet både specialbygget udstyr og droner med varmekameraer at slukke branden 3 meter under jorden.

Over jorden er 50 hektar brændt af i Lille Vildmose. det er branden under jorden, der volder store problemer (Foto: Rasmus Skaftved/Ritzau Scanpix) (© Scanpix)

Danmark har denne sommer været ramt af ualmindeligt mange naturbrande på grund af lang tids tørke og høje temperaturer.

Og i Lille Vildmose ved Dokkedal sydøst for Aalborg har beredskabet siden onsdag kæmpet med en særlig en af slagsen.

Det, der startede som en stor markbrand, blev nemlig hurtigt til en underjordisk brand, der spredte sig i den udtørrede mosejord tre meter under overfladen.

Men nu er branden efter mange døgns hårdt arbejde ved at være slukket. Det fortæller beredskabschef i Nordjyllands Beredskab Lars Bjørndal.

- Det meste ild ser ud til at være slukket. Der er stadig lidt ild der ude, og noget vil dukke op på overfladen efter nogle timer, fordi der stadig kan være brand under jorden. Og sådan vil processen være et døgns tid.

- Lige nu ser det rigtig godt ud, men lad os se efter nogle timer, om det holder. Vi er dog så positive, at vi er begyndt at pakke en del af udstyret sammen og har sendt halvdelen af folkene hjem, siger Lars Bjørndal.

Lige nu arbejder cirka 35 brandfolk i området. I perioder har man været oppe på 75, og det meste af tiden har omkring 60 personer arbejdet døgnet rundt med at slukke branden.

Specialbygget udstyr og droner

Branden har givet nogle særlige udfordringer for brandslukkerne, fortæller Lars Bjørndal.

- Det er ekstra svært, når det brænder 2-3 meter under jorden. Det er lettere, når man kan se det, man skal slukke, og når man kan få vandet til at ramme, lyder det.

Beredskabet har måttet grave en rende 800 meter ud i havet for at få en ordentlig vandforsyning til brandslukningen, der har krævet mange millioner liter vand. Og så har det krævet helt særligt udstyr at slukke en brand under jorden.

Derfor har beredskabet også måttet søge hjælp fra flere forskellige kanter.

- At kunne få vandet ned under jorden har været en proces i sig selv. Værktøjet har vi fået lavet hos en smed. det er sådan nogle forlængede stålrør, der kan stikkes ned i jorden. Så kan vi sprøjte vand ned, siger Lars Bjørndal.

Samtidig har brandfolkene arbejdet med en særlig teknik, hvor man blander skum i vandet for at det lettere kan trænge ind i tørvelagene. De har også brugt droner, der er udstyret med termiske kameraer, der kan vise, hvor overfladen er særligt varmt.

Generelt er Lars Bjørndal fuld af rosende ord over for den indsats, der er blevet ydet i området.

- Det har været en kongeindsats, det må man sige. Vi har også trukket på civile og lokale entreprenører, der har hjulpet med udstyr. Hjemmeværnet har hjulpet os med mandskab. Og så er der alle vores egne brandfolk, der samtidig har håndteret flere andre brande. Vi har været prøvet godt og grundigt af.

Kunne være gået helt galt

Biolog Niels Riis har over DR Nyheder kaldt Lille Vildmose, som er det område, branden har hærget, for en "absolut perle i europæisk natur".

Det skyldes, at det ifølge ham er den største og bedst bevarede lavlandshøjmose i Europa.

Over jorden er omkring 50 hektar blevet brændt af. Men ifølge Lars Bjørndal kunne det være gået langt værre.

- Det vigtigste har været, at branden ikke ramte den store skov syd for området, Tofte Skov. Gik den først ned i det område, så var tørvelaget ikke kun tre meter, som det er ved branden, men ni meter. Og det areal er mere ufremkommeligt.

- Det kunne være gået helt galt, men det blev stoppet lige på grænsen, siger beredskabschefen.