Aalborg får lov at uddanne 50 procent flere læger

Regeringen har besluttet at udvide antallet af lægestudiepladser i Aalborg til i alt 150.

To ud af tre læger i Nordjylland har så travlt, at de ikke kan tage imod nye patienter. (© Colourbox)

Aalborg Universitet får fremover lov til at uddanne 50 læger mere om året.

Regeringen har besluttet at udvide antallet af studiepladser ved lægeuddannelsen i Aalborg fra 100 til 150 - med virkning allerede fra den kommende sommer.

Det nordjyske medlem af Folketinget for Venstre, Preben Bang Henriksen, siger, at udvidelsen vil få stor betydning for arbejdet med at skaffe praktiserende læger nok i Nordjylland.

- Alle undersøgelser viser, at syv ud af 10 lægestuderende bliver i landsdelen efter endt eksamen. Så på sigt er jeg ikke i tvivl om, at den her udvidelse vil medvirke til, at vi langt hurtigere får afhjulpet den lægemangel, der plager os i øjeblikket.

Preben Bang Henriksen siger, at det netop er manglen på læger i Nordjylland, der har fået regeringen til at udvide antallet af studiepladser i Aalborg.

Om 150 studiepladser i alt så er nok, vil tiden vise. Men det er et pænt stort antal, påpeger Preben Bang Henriksen.

- Jeg er sikker på, at når de begynder at blive uddannet, så vil det afhjælpe lægemangelen rigtig godt i Nordjylland.

Udvidelsen af lægestudie-pladserne i Aalborg sker på anbefaling af Lægedækningsudvalget. Udvalget kommer senere på dagen med en rapport.

Region Nordjylland er det sted i Danmark, hvor det er sværest at finde en ny læge. Knap 70 procent af de praktiserende læger har så travlt, at de helt har lukket for tilgang af nye patienter. På landsplan har 56 procent af lægerne lukket for tilgang af nye patienter.