40 år siden i dag: Tysker snød dansk museum for verdensberømt maleri – gav det tilbage dagen efter

Tyskeren gav maleriet tilbage som tak for danskernes hjælp til jøderne under 2. Verdenskrig.

P.S. Krøyers maleri 'Sommeraften på Skagen Sønderstrand' hænger i dag på Skagens Museum i Nordjylland. (Foto: © Christine Nørgaard- P4 Nordjylland, DR Nórdjylland)

I dag vil man landet over markere, at det er 75 år siden, Danmark officielt opgav samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig.

Men i Skagen husker man måske bedst, hvad der skete for 40 år siden.

Her blev man først snydt for en af de mest berømte malerier i Danmark. Men allerede dagen efter ændrede en telefonopringning alt, og den danske besættelsestid blev bundet sammen med en af de mest spektakulære episoder i den danske kunstverden.

Dyreste danske maleri

Den 29. august 1978 sad daværende direktør for Skagens Museum Knud Voss på forreste række i Bruun Rasmussens auktionslokaler i København.

Auktionen over skagensmaleren P.S. Krøyers maleri ’Sommeraften på Skagen Sønderstrand’ gik som planlagt.

Museumsdirektøren var sikker på, at maleriet nok skulle komme med ham hjem.

Men det næste bud fik auktionarius til at løfte blikket og kigge ud over den samlede flok bydere. En tysk stemme bagerst i lokalet viste sin interesse.

Da buddene få minutter efter nåede fire gange over vurderingsprisen, måtte Knud Voss give op. Billedet blev solgt til tyskeren for 520.000 kroner – på det tidspunkt det dyreste danske maleri nogensinde.

Berømte skagensmalere

P.S. Krøyer malede sit maleri i 1893 efter et middagsselskab i sit sommerhus ved Skagen. Efter maden besluttede gæsterne sig for at gå en tur. To af de kvindelige gæster gik langs vandet og endte på Krøyers maleri.

Kvinderne er begge selv berømte skagensmalere. Den ene er Anna Ancher, der sammen med sin mand Michael Ancher malede nogle af de mest kendte malerier fra toppen af Danmark. Den anden kvinde på billedet er P.S. Krøyers egen kone, Marie Krøyer.

Tak for danskernes indsats

Det var en skuffet museumsdirektør, der efter auktionen i København slukøret måtte vende hjem til Skagen.

Men allerede næste dag skete der noget uventet. Museumsdirektøren fik en opringning fra Tyskland.

Køberen af Krøyers maleri viste sig at være den stenrige tyske bladejer Axel Springer. Og da han hørte, at det var Skagens Museum, hans udsendte kunsthandler havde budt imod, valgte han at skænke maleriet til museet som tak for Danmarks indsats for jøderne under 2. Verdenskrig.

- Jeg sagde hjertelig tak, hvad kunne jeg ellers sige? udtalte Knud Voss samme dag til Skagens Avis.

Den eneste betingelse var, at maleriet kunne hænge hos Springer i 20 år.

Blandt de mest berømte

Maleriet er i dag et af Danmarks mest berømte. Men da det dukkede op på Bruun Rasmussens auktion i 1978, var det stort set ukendt.

Få år efter maleriet blev malet i slutningen af 1800-tallet, blev det udstillet først i Paris og senere i München, hvor det kort efter blev solgt til den tyske skuespillerinde og kammersangerinde Lilli Lehmann-Kalisch. I mange år hang maleriet i en bjerghytte, indtil det endte på auktionen i København.

Maleriet nåede aldrig at hænge 20 år hos Axel Springer. I 1985 døde bladejeren, og museumsdirektøren Knud Voss kørte personligt til Berlin og hentede maleriet hjem til Skagens Museum, hvor det har hængt lige siden.