Kun få personer er rent faktisk sendt ud af Danmark fra det midtjyske Udrejsecenter Kærshovedgård.
Ifølge Integrationsministeriet og Rigspolitiet er 5-6 personer rejst ud efter ophold på centret, mens 24-25 personer har forladt landet, efter de har fået besked om, at de ville blive sendt til Udrejsecenter Kærshovedgård.
Lige nu bor der ifølge Udlændingestyrelsen 189 personer på centret, der åbnede i marts 2016.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser, at det er grund til at ændre på forholdene eller finde en alternativ løsning.
- Kærshovedgård er en holdbar løsning, også i længden, siger hun.
Ministeren hæfter sig ved, at alene truslen om at bo på Kærshovedgård får nogle til at rejse frivilligt.
- Det var også meningen med centret i sin tid, siger Inger Støjberg.
Flere borgere i lokalområdet har i den seneste tid gjort opmærksom på, at de føler sig utrygge ved at de afviste asylansøgere frit går omkring og for eksempel i flok hænger ud på den lokale benzintank, hvor de kan virke støjende.
Langt de fleste af de knap 200 beboere på udrejsecentret nægter at rejse hjem. De hævder, at de risikerer forfølgelse, tortur eller henrettelse i hjemlandet. Inden har de fået gennemprøvet deres sager i alle instanser, og for de afviste asylansøgeres vedkommende har deres sager også været prøvet i Flygtningenævnet.
- Når en uafhængig domstolslignende instans siger, at de ikke er forfulgt, har de ikke ret til at være i Danmark. De kan rejse hjem i morgen, men de nægter. Det er årsagen til, at de skal bo på Kærshovedgård, siger Inger Støjberg.
Forholdene på udrejsecentret møder kritik fra flere sider. Blandt andet har en rapport fra den danske Helsinki-komite for Menneskerettigheder dumpet forholdene på Udrejsecenter Kærshovedgård.
Medlem af komitéen, Arne Stevns, har sagt, at forholdene på Kærshovedgård er på kant med menneskerettighederne og minder om tidsubegrænset fængsel.
Det afviser Inger Støjberg.
- Jeg er helt uenig i, at det minder om fængsel. Det skal ikke være luksuriøst at bo på centret. Det er for folk, der ikke har ret til at være her, men nægter at rejse ud. De skal ikke have forhold, der gør, at de absolut vil blive i Danmark. Derfor nytter det ikke at give dem lommepenge eller ret til at lave mad i eget køkken. De skal have kost og logi, indtil de rejser hjem, siger ministeren.
Folketingets Ombudsmand har for nylig besøgt Kærshovedgård for anden gang. Tidligere har han vurderet, at forholdene overordnet var i orden. Ved det seneste besøg den 23. oktober var han ledsaget af blandt andet Institut for Menneskerettigheder. Ombudsmandens afgørelse ventes inden for nogle uger.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forhandler lige nu med en række lande, der ikke vil tage imod egne borgere, med mindre de rejser frivilligt hjem.
Samtidig har regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgået en aftale med Kriminalforsorgen om, at Ringe Fængsel skal huse kriminelle udlændinge, som er dømt til udvisning. I dag er de dømte udlændinge, der skal sendes ud af landet, spredt rundt om i flere danske fængsler.
Beslutningen vækker dog bekymring hos formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye. Til Ritzau siger han, at han er ret sikker på, at det bliver et hårdt sted.
- Man samler så mange, der alle ved, at de får et spark bagi, når de er færdige. Så er der ingen grund til at samarbejde, for de har alligevel ikke noget at miste. Jeg ved ikke, om det er en god idé. Men det er, hvad regeringen har ønsket, og det udfører vi selvfølgelig, siger Kim Østerbye.
Når de kriminelle udviste har udstået deres straf, og stadig ikke vil rejse ud af Danmark, kommer de også til Kærshovedgård, indtil de rejser, siger Inger Støjberg.
Ud af de nuværende 189 beboere på udrejsecentret er 128 afviste asylansøgere, 46 er udvist ved dom og 15 er på tålt ophold. For den sidstnævne gruppe gælder, at de ikke kan sendes ud af Danmark, fordi de risikerer forfølgelse, tortur eller henrettelse i hjemlandet.