Trætte feriebilister gør vejene farlige

Mange ulykker i trafikken sker, fordi folk glemmer at holde pause på den lange tur sydpå.

Både Rådet for Sikker Trafik og FDM opfordrer bilisterne til at tage rigeligt med pauser. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Det kan være fristende at tage hele turen sydpå i et hug, når du kører på ferie. Men en så lang tur kan være trættende, og meget trætte bilister er farlige på vejene.

- Cirka hver femte dansker har prøvet at falde i søvn bag rattet, og hver sjette svarer i vores undersøgelser, at de har været tæt på, siger Jesper Sølund, dokumentationschef hos Rådet for Sikker Trafik.

Træthed bag rattet kan hurtigt blive livsfarligt.

- Evnen til at reagere, når der sker noget uforudset, bliver ringere. Det er at sammenligne med en spirituspåvirket bilist, siger Jesper Sølund.

Netop nu, hvor mange danskere pakker bilen og kører sydpå, er risikoen for bilister, der falder i søvn bag rattet, større end normalt.

- Begynder du at gabe, eller klør øjnene, så er det tid til at tage en pause. Det er ikke nok at rulle ned for vinduet eller skrue op for musikken. Tag i stedet en powernap på en rasteplads, siger Jesper Sølund.

Han sammenligner en træt bilist med en mobiltelefon, der er ved at køre tør for strøm.

- Hvis den ikke bliver genopladet, går den ud på et tidspunkt. Men sætter du mobilen i kontakten i 15 minutter, så har du stort set taletid en times tid mere, siger han.

Havarikommissionen regner med, at trætte bilister er indblandet i omkring otte procent af ulykkerne på de danske veje.

Hvis trætheden melder sig bag rattet:

  • Kør ind på en rasteplads eller tankstation

  • Tag en powernap på 15-20 minutter

  • Kør derefter max en time og søg efter mere permanent overnatning

  • Eller overlad rattet til en anden i bilen, hvis vedkommende er udhvilet Kilde: Rådet for Sikker Trafik