Et talentshow på tv-stationen dk4 skal finde nye talenter inden for dansktop-genren. 12 shows til efteråret kulminerer med en finale, der afholdes i Boxen i Herning. Præmien bliver en pladekontrakt.
Tv-vært Ole Stephensen er en af mændene bag den nye talentkonkurrence. Han tror, at der er masser af dansktopspirer ude i landet - ikke mindst på Fyn og i Jylland.
- Jeg ved, at der turnerer mange orkestre og solister med dansktopsange og dansktoplignende sange, siger Ole Stephensen til DR P4 Midt & Vest.
Dansktop hittede under Distortion
Selv i København fandt Ole Stephensen under den ellers noget mere elektronisk og moderne musikfestival Distortion i juni dansktoppen repræsenteret. Dog uden det var slået stort op.
- Vi havde en lille scene på Vesterbro i København, hvor blandt andre Søren Poppe, Gry og Dræsinebanden optrådte. Det var imponerende, at det væltede ind hele dagen med flere tusinde mennesker, der stod og sang med. Det er med til at bekræfte mig i, at der er et ønske om at have noget, man kan synge med på, siger Ole Stephensen.
Dansktopveteran: Nye talenter får det svært
Men en grand old man inden for genren, Johnny Hansen fra Kandis, vurderer, at de nye talenter får det svært på langt sigt.
- Hvis musikken ikke får chancen på tv og i radioen, er det svært at nå ud til et stort publikum, siger Johnny Hansen.
Og netop den store radio-tv dækning bliver ikke sikret gennem et enkelt tv-show på dk4, mener Kandis-forsangeren.
- Jeg vil håbe det lykkedes for den enkelte, men det bliver svært, siger Johnny Hansen.
Det er Familien Journalens og dk4's mål at finde frem til 90 nye talenter, som skal konkurrere om at blive det nye dansktop-håb. Finalen er i Boxen i Herning 23. januar næste år.