Skal reglerne ændres, så det bliver lettere at skyde såkaldte problem-ulve?
Det vil Vildtforvaltningsrådet have undersøgt, fordi der er kommet ulveunger ved Ulfborg i Vestjylland hurtigere, end Vildtforvaltningsrådet havde forventet.
- Vi vil bede om at få undersøgt, hvilke muligheder der er på området. For eksempel om det vil give andre muligheder for regulering, hvis man får en ny definition af 'problem-ulv', siger formand for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen.
Problem-ulve er, ifølge Miljøstyrelsen, ulve, der mangler almindelig skyhed og opsøger mennesker og huse eller på nogen måde optræder truende.
En familie i Torsted mellem Holstebro og Ringkøbing har flere dage i træk set ulve kun 50 meter fra deres hus, og det har endnu en gang sat skub i debatten om ulvene, som har kørt heftigt i foråret og sommeren.
Ulven er fredet i Danmark, men hvis der fremover skal mindre til for at stemple ulve som problem-ulve, kan det muligvis åbne nye måder at håndtere nærgående ulve på, fortæller Jan Eriksen.
Det skal generelt undersøges, om ulvene kan håndteres på andre måder, end vi gør nu. At skyde ulvene er dog formentlig noget, der ligger et stykke ude i fremtiden, vurderer Jan Eriksen.
Han understreger, at undersøgelsen ikke nødvendigvis munder ud i, at forvaltningsloven bliver lempet på ulveområdet.
Nye muligheder for regulering
Vildtforvaltningsrådet rådgiver og indstiller forslag til miljø- og fødevareministeren i større eller principielle spørgsmål om jagt og vildtforvaltning. Og de vestjyske ulveungers vokseværk har betydet, at Vildtforvaltningsrådet har fremskyndet et møde om forvaltningsplanen for ulve.
Så snart der er flere ulve på det samme sted, lægger det pres på myndighederne for handling - og derfor ser Vildtforvaltningsrådet nu på sagen.
Rådet vil kigge på hele 'værktøjskassen' for håndtering af ulve - blandt andet også om de opstillede ulvehegn til at beskytte landmændenes dyr kan gøres bedre.
- Og så må vi se på, om det er de rette værktøjer, vi har til at håndtere situationen, siger Jan Eriksen.