Kommuner sender brev til ansatte forud for konflikt-varsel: Er du ramt af lockouten?

Kommunerne må ikke blande sig i lærernes privatliv og spørger direkte, om de er medlem af en fagforening.

Den varslede strejke og lockout begynder henholdsvis 22. og 28. april, hvis parterne ikke når til enighed inden. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

De offentlige arbejdsgivere må ikke spørge de ansatte, om de er medlem af en fagforening. Derfor må de tage alternative metoder i brug for at finde ud af, hvem det egentligt er, de selv har omfattet i lockout-varslet.

I Struer Kommune har lærerne modtaget et brev med en opfordring om at oplyse, hvorvidt de er omfattet af den varslede lockout.

Og det får dem til at trække på smilebåndet her midt i overenskomstforhandlingerne.

- Det er da lidt morsomt, at de spørger os: 'Nu lockout'er vi jer, og så vil vi gerne lige have at vide, om du ved, om du selv er lockoutet,' siger Helle Døj, fællestillidsrepræsentant i Struer Kommune og lærer på Parkskolen i Struer og tilføjer:

- Det er lidt pudsigt, at det er Kommunernes Landsforening, der lockouter, og så ved kommunerne ikke selv, hvem det er de lockouter.

Fagforening er privat sag

Hvorvidt de offentligt ansatte er medlem af en fagforening er en privat sag, og derfor må kommunerne ikke spørge direkte, om de er medlem af en fagforening.

Derfor er det fra Struer Kommune et forsøg på at være på forkant med en eventuel lockout.

Det fortæller Gert Christensen, der er Teamleder for løn & personale i Struer Kommune.

- Det er det for at få afdækket om medarbejderne er omfattet af lockoutvarslen. Vi må jo ikke spørge, om medarbejderen er organiseret eller ej, så derfor har vi sendt brevet ud, så vi kan få et overblik over, hvem der møder på arbejde, når konflikten træder i kraft, siger Gert Christensen.

Forsøg på at få overblik

Flere kommuner læner sig op af en formulering, der er en del af den konfliktvejledning som Kommunernes Landsforening har lavet.

I brevene til lærerne er det eksempelvis formuleret således fra Struer Kommune:

"Vi skal i forbindelse med den varslede konflikt bede dig oplyse, hvorvidt du er omfattet af det afgivne konfliktvarsel, og således vil være konfliktramt fra den 10. april 2018. Såfremt en ansat ikke besvarer en sådan opfordring, betragter kommunen den ansatte som omfattet af konflikten. (...), og løn udbetalingen ophører derfor ved konfliktens indtræden."

- Det er simpelthen for at få et overblik over, hvilket personale vi ville have til rådighed under en lockout. Men vi har ingen garanti for, at alle har meldt sig til os, at de ikke er omfattet af en lockout-varsel, og så må vi efterfølgende se på, hvad vi så gør, siger Gert Christensen, teamleder Løn & Personale i Struer Kommune.

Men det er ikke kun et spørgsmål om lærerne er medlem af en fagforening.

Hvis de eksempelvis underviser en specialklasse i bare én time er de undtaget lockouten.

Derfor opfordrer Helle Døj medlemmerne til at svare kommunen.

- Vi havde det oppe på tillidsrepræsentantmøde onsdag, at vi skal huske at sige, at dem, der ikke er omfattet af lockouten, skal huske at melde tilbage til kommunen. De skal jo have deres løn, siger Helle Døj.