Indsats mod seksuelle overgreb høster Tine Bryld-Pris

Tine Bryld Prisen 2015 kommer ofre for seksuelt misbrug til gode. I år går prisen til lederen af Kvisten i Viborg.

Hvert år belønnes en socialt engageret ildsjæl med Tine Bryld-prisen. Dette års pris (2015) går til Lisbeth Høstgaard Møller, leder af Kvisten Viborg, som rådgiver og giver terapi til personer, der har været udsat for seksuelle overgreb. (Foto: © Frederik Korfix)

Hvert år belønnes en socialt engageret ildsjæl med Tine Bryld-prisen. Dette års pris går til Lisbeth Høstgaard Møller, leder af Kvisten Viborg, som rådgiver og giver terapi til personer, der har været udsat for seksuelle overgreb.

Kvisten, der drives af frivillige kræfter, modtager den prestigefyldte pris for deres ekstraordinære sociale indsats.

"Kvistens store arbejde med at hjælpe mænd til at træde frem og modtage behandling er meget lovende og vigtig – også i et ligestillingsmæssigt perspektiv. Tine Bryld ville ændre det sociale landskab med sin indsats – præcis som Kvisten gør det nu", hedder det blandt andet i begrundelsen.

Tine Bryld var hele Danmarks socialrådgiver og en vigtig skikkelse for utroligt mange, ikke mindst lytterne af P1-programmet Tværs.

Ekstra fokus på mænd

Kvisten Viborg igangsatte sidste år en indsats rettet mod seksuelt misbrugte mænd, da det viste sig, at kun 5 procent af Kvistens henvendelser kom fra mænd.

Det var nemlig noget mindre end forventet, da myndigheder og organisationer anslår, at en tredjedel af de personer, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn, er mænd.

- Jeg er selv fra Vestjylland, så jeg ved, at man ikke gør en dyd ud af at fortælle om sine følelser. Og især ikke, hvis man er mand. At være offer for seksuelt misbrug i en kultur, hvor man ikke snakker om følelser, det er ligesom at være dobbelt ramt. Og det ville vi gerne gøre noget ved, fortæller Lisbeth Høstgaard Møller.

Indsatsen rettet mod mænd har båret frugt, og Kvisten Viborg får mange flere henvendelser fra mænd end tidligere.

Synlighed på stort tabu

Udover hæderen og opmærksomheden følger der også en portion penge med prisen. Lisbeth Høstgaard Møller modtager 50.000 kroner og Kvisten Viborg får 500.000 kroner til at sikre fortsættelsen af deres arbejde.

- Prisen betyder først og fremmest, at der kommer synlighed på Kvisten og på, at vi tilbyder professionel og gratis hjælp til mennesker, der har været udsat for seksuelt misbrug.

- Og så betyder prisen også, at der bliver rettet fokus på det enorme tabu og meget store samfundsmæssige problem, som seksuelt misbrug er, og de store følgevirkninger det har, siger Lisbeth Høstgaard Møller.

Det er tredje gang, at Tine Bryld Prisen uddeles.